Én person glimrede ved sit fravær, da HBO Max på årets første dag havde premiere på det stjernespækkede genforeningsprogram 'Harry Potter 20th Anniversary – Return To Hogwarts'.

Her mødtes de tre 'Harry Potter'-hovedrolleindehavere Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint med kollegaer som Tom Felton, Gary Oldman og Helena Bonham Carter for at se tilbage på de otte film, som definerede deres liv og karrierer.

Men kvinden som fik det hele til at ske – forfatteren J. K. Rowling, der skrev og udgav den første 'Harry Potter og De Vises Sten' i 1997 – var tilsyneladende ikke inviteret med ind på Hogwarts-kulissen, hvor programmet er blevet optaget.

Og det undrer anmelderne, der over en bred kam er enige om, at programmet var tandløst og 'sukkersødt' og manglede 'en vigtig ingrediens'.

Den britiske forfatter J. K. Rowling.
Den britiske forfatter J. K. Rowling. Angela Weiss

»Hvor er J. K. Rowling, når vi mangler hende mest?,« spørger The Telegraph i sin tostjernede anmeldelse af programmet, hvor forfatteren er repræsenteret ved en håndfuld gamle videoklip fra 2019.

»'Return To Hogwarts' er en lang, skinnende, nostalgisk kærlighedsfest, hvor hovedrolleindehaverne står i kø for at dele minder og, naturligvis, fortælle, hvor meget 'de elsker hinanden' (det er der en del af),« skriver The Times' anmelder og tilføjer:

»Det faktum, at Rowling ikke sidder i Gryffindors opholdsstue eller går ned gennem Diagonalstræde sammen med skuespillerne, der var børn dengang og åbent erkender, at deres karrierer er hendes fortjeneste, virker mærkeligt og som en bevidst udeladelse.«

Hverken forfatteren selv, produktionsselskabet Warner Bros eller HBO har kommenteret J. K. Rowlings fravær.

Der spekuleres dog i, at produktionsselskabet bevidst undlod at invitere ophavskvinden, da hendes kontroversielle holdninger ville kunne skygge for genforeningen og de sukkersøde minder.

Den elskede 55-årige forfatter har nemlig delt vandene, siden hun i juni 2020 gjorde sig lystig over, at et medie havde brugt betegnelsen 'mennesker, der menstruerer' om en befolkningsgruppe.

''Folk, som menstruerer'. Jeg er sikker på, der plejede at være et ord for de mennesker. Kan nogen hjælpe mig? Wumben? Wimpund? Woomud?' skriver hun i opslaget, hvor hun underforstået leder efter ordet 'women' – altså kvinder – og dermed ikke anerkender, mente flere, at der findes transmænd, som trods deres kønsidentitet fortsat er i stand til at menstruere.

J. K. Rowling gik siden ud og understregede, at hun 'kender og elsker' transpersoner, men at man ikke må slette 'køn som koncept'.

Siden har flere af 'Harry Potter'-skuespillerne været ude at tage afstand. Blandt andet udtalte Daniel Radcliffe, der spiller titelrollen, at J. K. Rowling 'uden tvivl har været ansvarlig for den drejning', hans liv har taget, men at han følte sig nødsaget til at kommentere sagen.

»Transkvinder er kvinder. Enhver udtalelse om det modsatte fjerner transpersoners identitet og værdighed og går imod alle råd fra professionelle sundhedsorganisationer, der har markant mere ekspertise på området end både mig selv og Jo (Joanne K. Rowling, red.).«

'Harry Potter 20th Anniversary – Return To Hogwarts' havde premiere på HBO Max 1. januar.