Traditionen tro bliver der i programmet 'Til middag hos' talt om alvorlige ting, og mandagens program er ingen undtagelse.

Det er kokken Kenneth Nielsen, som er vært, og her fortæller han, at ud over at han mistede en ven til sygdommen, så har han også selv været ramt.

»Jeg har mistet en god ven sidste år til kræft, og så har jeg selv flirtet lidt med det. Jeg har også haft kræft,« fortæller han til de andre tre stjerne-kokke, som er hans gæster.

Han fortsætter derefter med at berette, hvordan han opdagede, at han havde testikelkræft.

»Det gjorde ondt, når jeg sad på cyklen, og jeg ringede til min kone, kan jeg huske, og så sagde jeg: 'Der er et eller andet, som ikke er, som det skal være'.«

Han forklarer, hvordan hans verden gik i stå, da han fik diagnosen.

»Alt slukker jo. Alt stopper. Så kan det godt være, man sidder her nogle år efter og siger: 'Det bliver man kun klogere af', men lige når du er i det, så bliver stikket altså bare trukket. Det er helt sikkert.«

Kenneth Nielsen fortæller, at han vågner op hver dag og tænker, at han skal have noget ud af livet. Han kæder det sammen med det at være selvstændig. 'Det handler om at komme ud over stepperne,' siger han videre.

Han blev ramt af testikelkræft, som lægerne fortalte ham, var en af de former for kræft, som havde bedre helbredelsesrater.

I dag lever han også som kræftfri, men hans oplevelser har gjort, at han vil donere pengepræmien til Kræftens Bekæmpelse, hvis han vinder 'Til middag hos'.

Kenneth Nielsen har arbejdet på Michelin-restauranten Søllerød Kro.

I dag står han bag restauranten MattssonNielsen, hvor der bliver serveret et helt nyt madkoncept i form af henkogt mad på glas.