»Selvom vi kalder os 'Rigtige mænd', så kan vi godt blive lidt bløde, når det handler om ungerne.«

Sådan lyder det fra René Møller Perhson, der sidste år kunne opleves i den fjerde sæson af DR-programmet 'Rigtige mænd'.

Den seneste tid har han og resten af familien gennemgået et sandt mareridt, da deres tre-årige søn og lillebror, Feliks, blev ramt af en blodprop i hjernen forårsaget af de skoldkopper, han havde haft kort forinden.

På den triste baggrund er adskillige af de andre – og tidligere – 'Rigtige mænd'-deltagere gået sammen om en helt særlig håndsrækning til den nordjyske familie.

I to uger var treårige Feliks indlagt på hospitaler i både Aalborg og som her Aarhus. Lægerne troede, han ville miste både sprog og førlighed, men nu kalder de den treårige dreng et 'mirakel'. Foto: Privat
I to uger var treårige Feliks indlagt på hospitaler i både Aalborg og som her Aarhus. Lægerne troede, han ville miste både sprog og førlighed, men nu kalder de den treårige dreng et 'mirakel'. Foto: Privat

Det var Palle Enevoldsen, der medvirkede i den første sæson, som spurgte, om han måtte kigge forbi med en lille ting.

»Vi tænkte, at det bare var fra ham, men så var de gået sammen om en bette pengegave til ungerne. Det var fandeme da flot, det må man sige. Dét er kammerater,« siger en taknemmelig Réne Pehrson.

Pengegaven, der lød på 1.900 kroner, får matriklens børn selv lov til at bestemme, hvad skal bruges til.

»De skal have lov til at opleve lidt og hygge sig. Nu blev der jo ingen sommerferie i år, så det er et lille plaster på såret,« forklarer Réne Pehrson.

Her ses nogle af deltagerne fra programmets første sæson. Fra højre: Søren, 'Hammer', Lindy og Palle.
Her ses nogle af deltagerne fra programmets første sæson. Fra højre: Søren, 'Hammer', Lindy og Palle. Jens Thaysen

Det er dog ikke kun fra 'Rigtige mænd'-gutterne, den nordjyske familie har mærket støtten.

Sammenlagt har René Pehrson modtaget noget nær 10.000 beskeder fra folk, der viser deres medfølelse.

»Det er godt nok utroligt. Jeg ville ønske, jeg kunne sige tak til dem allesammen, men jeg kan simpelthen ikke nå at læse dem alle, for min skærm fryser, når jeg bladrer igennem,« fortæller han.