Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
»Det var sateme en forskrækkelse. Man regner ikke med, at en treårig kan få en blodprop i hjernen. Jeg kunne forstå, hvis det var mig, men ikke ham.«
Sidste år kunne man se den nordjyske murer René Møller Perhson kæmpe for at forberede sit helbred for sine børns skyld i DR-programmet 'Rigtige mænd'.
Men den seneste tid har det været hans yngste søns helbred, han har frygtet for.
Først i fredags vendte familien Pehrson hjem fra det, der har været deres værste mareridt.
I to uger var René Perhsons og hustruen Jannie Møller Pehrsons treårige søn Feliks indlagt på hospitalet i både Aalborg og Aarhus, efter han blev ramt af en blodprop i hjernen forårsaget af de skoldkopper, han havde haft kort forinden.
»De første dage var et helvede. Han lå som et hylster og kunne ingenting. Så begyndte han lige så stille at kunne komme med lidt lyde, og efter en uge gik han denondelynemig,« fortæller René Perhson.
Feliks bliver kaldt for et lille mirakel på hospitalet.
»Han har det faktisk rigtig godt. Han har mistet lidt syn, og han har mistet lidt førlighed i højre arm, men det træner vi godt og grundigt. Og så har han mistet talen, men der kommer et nyt ord hver dag. De sagde dernede, at vi nok skulle forvente, at han aldrig kom til at gå igen, men han løber rundt,« jubler 'Rigtige mænd'-deltageren.
Det tegnede ellers ikke godt, da Feliks i starten af måneden hang lidt med hovedet og ikke ville snakke.
Først blev han indlagt på Aalborg Sygehus, hvor lægerne troede, det måske var en skovflåt, der havde bidt sig fast.
»Men næste dag virkede hans arm ikke, og så gik moren i panik og forlangte en scanning. Så kørte de ham på Aalborg Syd, hvor han blev scannet, og der fik hun at vide, at han skulle på Skejby i Aarhus, og det skulle være nu, for der var en stor blodprop i hjernen.«
Straks ved ankomsten blev Feliks opereret.
Det lykkedes lægerne at fjerne blodproppen, men meldingen var, at der så ud til at være »lukket for benene og talen«.
Men imod alle odds vendte både førlighed og tale så småt tilbage.
I torsdags havde lægerne dog mistanke om, at Feliks havde fået en ny blodprop. Men det viste sig heldigvis bare at være feber, der havde slået den lille dreng ud.
»Det er altid vores angst, at han får en prop igen. Han kan sige 'ja' og 'nej' nu, og hvis han ikke lige svarer, så går faren i panik. Man sidder altid på nåle,« forklarer René Perhson.
Men som med alt andet i familien, så er »humor vores måde at overleve på«.
Så fulde af fortrøstning er familien nu blevet udskrevet, og lille Feliks besøger kun hospitalet, fordi han går til genoptræning.
Derudover skal han formentligt have briller og som minimum de næste to år være på blodfortyndende medicin.
»Men vi er jo så heldige – for pokker da. Vi havde regnet med kørestol og at skulle bygge huset om, så det er helt utroligt. Bare det at han kan huske os!«