»Jeg arbejder på TV 2, og jeg vil gerne have, TV 2 opfører sig ordentligt.«
Således cementerer Thomas Blachman, da B.T. møder ham til pressemøde på 'X Factor 2022', hvor han atter engang er dommer.
Denne gang er han blot dommer på TV 2-programmet i en tid, hvor tv-stationen granskes for en sexistisk arbejdspladskultur efter dokumentaren 'Metoo: Sexisme bag skærmen'.
»TV 2 har en problematisk baggrund og forhistorie,« anerkender Thomas Blachman.

»Det har Danmarks Radio sikkert også, det har hele mediebranchen, og det har alle sygehuse sikkert også, det har været en syg kultur i alt for lang tid i gamle dage, som ikke skal fortsætte,« slår han fast.
Thomas Blachman mener dog ikke, at hans medie TV 2 har håndteret dokumentarens uflatterende spotlys »professionelt«.
»Jeg synes, at Danmarks Radio har været gode til at gå ud og undskylde lynhurtigt efter pigekors katastrofen, som måske er den værste af alle sager, fordi det involverer børn. Der er TV 2 måske en lille smule mere langsomt gående - lidt af gangen, man doserer lidt,« mener 'X Factor'-veteranen.
Han er dog håbefuld for fremtiden.

Hans erfaring er, at fremtidens generation bliver mere ligesom ham selv og mindre ligesom de magtfulde, sexistiske mænd, som 'metoo: Sexisme bag skærmen' afslørede i TV 2s ledelse.
»Kulturen fortsætter sikkert, men det bliver sværere og sværere, tror jeg. Unge mennesker kommer til at opføre sig mere og mere, som jeg altid har gjort,« slår 'X Factor'-dommeren fast og uddyber:
»Jeg har ikke haft behov for på nogen måde at skulle udvise en eller anden form for fordel i, at man sidder i en situation, hvor man kunne have gjort det. Det er jo svage mænd, det må jeg sige.«
Thomas Blachman har høje tanker om morgendagens mænd.
»Ungdommen har fået mere vilje, mere mod og mere værdighed, de har en udvidet opfattelse af maskulinitet. Der kommer en helt anden følsomhed overfor dét at være menneske og dét at være poetisk. Det folder sig ud nu,« mener han.

På scenen til årets Zulu Awards-uddeling tilbage i april fik Thomas Blachman ellers selv gjort sig uheldigt bemærket.
Her fik han både fortalt, at han havde »stiv pik«, opfordret musikeren Tessa til at finde hans telefonnummer og »komme og knalde« ham, ligesom han fortalte, at prisen som 'Årets par' - som han og Martin Jensen var på scenen for at takke for - skulle stå i deres soveværelse, hvor de »knalder hinanden i røven«.
Dengang var det TV 2s kanalchef Dorthe Thirstrup, der var ude og undskylde på vegne af Thomas Blachman.
»Jeg er enig i, at Blachman i sin tale gik over grænsen for, hvad der er god stil og tone. Han provokerer ofte for at få sit budskab frem, men her blev en fejlslagen ros til Tessa i stedet både upassende og over stregen. Vi ved, Blachman har sendt en undskyldning til Tessa, og han har også over for os beklaget sin opførsel til Zulu Awards,« forklarede kanalchefen dengang til Ekstra Bladet.