Den folkekære tv-vært Sofie Linde er tilbage på skærmen.
TV 2 oplyser således i en pressemeddelelse, at hun vender tilbage som vært på den kommende sæson af 'X Factor'.
»Jeg glæder mig selvfølgelig til endnu en omgang i hele Danmarks familiebil, 'X Factor'. Det har været en god og tiltrængt barsel, men nu er jeg klar, parat og spændt på at komme i gang igen,« udtaler hun.
Sofie Linde har tidligere gjort sig som vært på underholdningsprogrammet, men blev i sidste sæson afløst af Melvin Kakooza, da hun skulle på barsel.
På grund af en hjernetumor måtte Melvin Kakooza dog også melde fra i sidste øjeblik, og derfor blev det i stedet den velkendte Lise Rønne, der trådte til.
Men nu er Sofie Linde tilbage, og hun kan næsten ikke vente:
»Jeg glæder mig til at gense alle mine gode og dygtige kollegaer, som jeg har savnet. Og så kan jeg næsten ikke vente med at sige: Rigtig hjerteligt velkommen til endnu en omgang 'X Factor'.«
Hos TV 2 er begejstringen bestemt gengældt:
»Sofie Linde er ganske enkelt én af landets absolut bedste underholdningsværter – hun er sjov, charmerende, skarp, modig, professionel og fuld af kærlighed til alle involverede i programmet, og vi glæder os meget til at få Sofie tilbage på 'X Factor'-holdet,« siger underholdningsredaktør Dorte Borregaard.
Den kommende sæson bliver den 15. af slagsen i Danmark og den fjerde på TV 2. Årets dommertrio præsenteres på et pressemøde til september.