Skal man finde den rigtige, eller skal man få det overstået, mens man finder sig selv? Det var det store spørgsmål hos sangeren Sigmund Trondheim, der indtil for ganske nylig var jomfru.
Det fortæller den 24-årige homoseksuelle sanger i aftenens afsnit af 'Til middag hos', hvor han giver sin kristne baggrund en del af skylden for, at han har holdt sig tilbage hele livet.
Han ventede nemlig på, at han kunne komme væk fra den lille vestjyske by Sørvad, den kristne opvækst og de dømmende blikke. For først dér kunne han for alvor folde sig ud og stå ved sin egen person.
»Det var noget med at vente på at leve mit liv og vente på ikke at skulle kysse en fyr i skam, men gøre det, fordi jeg rent faktisk har lyst til det,« siger sangeren i 'Til middag hos'.
I mellemtiden har Sigmund Trondheim haft sex for første gang, har han tidligere fortalt B.T. Med en blid og hensynsfuld mand, som han havde mødt på datingappen Grindr.
Man da optagelserne til 'Til middag hos' fandt sted, var den dengang 23-årige sanger og realitystjerne jomfru - til sin egen fortrydelse.
»Jeg tror simpelthen, det er fordi, jeg kommer fra Jylland og bare ikke har fundet den rette endnu. Det er hådt. Det er en rejse og en transition. Det er ikke nu og her, det sker. Det kan være, jeg bliver 27 eller 60 og bor på 1. sal med 30 katte, og aldrig har fået pik i mit liv,« siger han, mens middagsgæsterne, influenceren Camilla Frederikke, Se & Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, og sanger Katrine Daugaard, griner ad den bramfri Sigmund Trondheim.
Men så filterløs har han ikke altid været.

»Jeg har været den der lille isolerede usikre homodreng. Jeg får masser af tilbud, men det er svært at sortere i dem,« siger han.
»Det har været sindsygt svært (at være homoseksuel, red.), for jeg har ikke snakket med mine forældre om det indtil for relativt nyligt. Selvom de godt vidste det, så har det virkelig været tiltrængt og savnet - da jeg var 14-15 år - at få at vide fra mine forældre: 'Sigmund, du er homoseksuel, og du er bare helt okay, som du er.«
Til B.T. har Sigmund Trondheim tidligere fortalt, at han følte et pres fra omverdenen og følte sig unormal, da han som 23-årig endnu ikke havde fået 'popped the cherry,' som han kalder den seksuelle debut.
»Jeg føler nu, at jeg er fri og på den anden side. Nu vil jeg udforske det endnu mere; finde ud af, hvad jeg kan lide, og have en fest,« fortalte han, efter det endelig var sket.

