Er du fan af 'Sygeplejeskolen', så er der godt nyt.

TV 2 Charlies populære dramaserie om livet på en sygeplejeskole i 1950erne får nemlig en femte sæson i 2022.

»Vi er meget glade for den netop afsluttede fjerde sæson. Serien har høj kvalitet og stor seertilslutning i den brede målgruppe og er samtidig et hit hos de unge. 'Sygeplejeskolen' er blevet en dejlig efterårstradition, og derfor er det en stor glæde at kunne fortælle, at 'Sygeplejeskolen' kommer igen i 2022 på TV 2 Play og TV 2 Charlie,« siger TV 2s executive producer på serien, Mette Heiberg, i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer:

'Sygeplejeskolen' vender tilbage i 2022.
'Sygeplejeskolen' vender tilbage i 2022. TV 2

»Jeg vil ikke røbe så meget om den nye sæson endnu, men vi skal blandt andet se, om Anna og Oles forhold klarer skærene, nu hvor Ole er blevet ansat i Annas fars firma, og om Nina og Bent bliver en rigtig 50er-kernefamilie med far, mor og barn.«

'Sygeplejeskolen', der har kendte navne som Molly Egelind, Jesper Groth og Anette Støvelbæk på rollelisten, har siden 2018 været et seerhit på TV 2 Charlie og helt utraditionelt blandet sig i top-20 over de mest sete tv-programmer i Danmark.

Er man generelt fan af TV 2s dramaserier, kan man i 2020 også glæde sig til en ny sæson af krimiserien 'Sommerdahl' med Peter Mygind og ikke mindst en ny omgang 'Badehotellet', der traditionen tro sendes i begyndelsen af det nye år.