Den omdiskuterede DR-dokumentar 'Sexisme i musikbranchen' er nu efter en juridisk kamp blevet offentliggjort.
Og her zoomes der også ind på en respekteret, dygtig og folkekær kulturpersonlighed, som otte kvinder – tre anonymt – står frem og fortæller om upassende adfærd fra i en periode på mere end 17 år.
Kvinderne, der står frem, er musikerne Anne Gadegaard, Stine Bramsen, Signe Svendsen, Anna Kildetoft og Liva Susic.
Det drejer sig særligt om beskedsamtaler, men også fysiske møder, hvor den såkaldt ‘mandlige artist’ ifølge beretningerne komplimenterer sine unge, kvindelige arbejdskollegers udseende på trods af deres arbejdsrelation.
Flere af kvinderne fortæller om, hvordan de oplevede, at tilnærmelserne skurede, var uønskede og ubehagelige, men at de – i den ulige magtrelation, ansporet af muligheden for at booste deres karriere eller frygten for at risikere selvsamme – ikke kunne sige fra.
Tre af kvinderne var under 18 år, da de blev kontaktet af den mandlige artist, fortæller de i dokumentaren.
'Jeg fik ondt i maven'
Musiker Liva Susic fortæller i dokumentaren, at hun blev kontaktet af manden, der var meget ældre end hende, og at han virkede til at ville have et professionelt samarbejde.
Siden ændrede tonen sig dog, og den dengang 17-årige kvinde oplevede flere upassende kommentarer og 'komplimenter'.
På et tidspunkt skal de to arbejde sammen i et studie.
»Vi sidder i en sofa. Han sidder og kigger på mig. Han ser meget selvsikker ud. Han siger, jeg har en pæn mund, pæne læber og pæne tænder. Jeg får ondt i maven. Jeg forbinder det med en seksuel undertone. Jeg kommer i tvivl om, jeg er der, fordi jeg er dygtig, eller fordi han er interesseret i noget andet,« fortæller Liva Susic.
Anne Gadegaard, der kom frem, da hun vandt Børnenes MGP i 2003, oplevede også beskeder fra den mandlige artist, da hun var 17 år gammel.
Her kontaktede han hende for at sige, at hun var 'lækker' på sine profilbilleder, siger hun og fremviser et billede af beskeden i dokumentaren.

'Tager mig på brysterne'
Musikeren Signe Svendsen fortæller også om en grænseoverskridende oplevelse, hvor hun var med den mandlige artist på et job i Aarhus.
»Jeg skal til Aarhus og spille et firmajob med denne her mandlige artist. Der er ikke booket hotel, så vi skal sove hos en kvindelig musiker,« indleder hun.
»Jeg skal sove i stuen, de andre sover andre steder. Vi går i seng, jeg falder i søvn. Jeg vågner ved, at den mandlige artist er krøbet ind under min dyne og tager mig på brysterne.«
Signe Svendsen forklarer, at hun i situationen 'fryser', men at hun på en måde alligevel får sagt til ham, at hun ikke er interesseret og får ham skubbet væk.
Efterfølgende har hun været flov over situationen.
»Jeg vil rigtig gerne være i stand til at kunne sige, at jeg bare råbte op, men det gjorde jeg ikke, og jeg aner ikke hvorfor. Jeg tror faktisk ikke, han ved, hvordan det er at blive vækket på den måde om natten. Og ikke få mulighed for at svare, om man vil det eller ej. Jeg er helt vildt flov, selvom det ikke var mig, der fik det til at ske. Jeg var flov over at være en person, man kunne gøre det ved.«

En upassende byttehandel
Stine Bramsen fortæller om en oplevelse, hvor den mandlige artist havde spurgt, om de skulle lave en duet sammen. 
»Han skriver, at jeg har en sexet og uskyldig charme. En dag ringer han til mig, han synes jeg skal hjem til ham og drikke noget vin. Snakke nærmere. Jeg kunne sove der, hvis jeg ville. Hans tone er varm og charmerende. Det virkede som en glidende overgang, jeg lagde næsten ikke mærke til, hvor upassende det blev, før jeg lagde på. Det virkede som en byttehandel. Jeg har ikke være interesseret i andet end musikken,« fortæller Alphabeat-forsangeren.
Efter at have talt med sine kollegaer i gruppen Alphabeat, beslutter Stine Bramsen sig da også for at blive væk.
Musiker Annika Aakjær fortæller blandt andet, at hun har afvist at arbejde sammen med den mandlige artist på grund af hans ry som grænseoverskridende og upassende.

Den mandlige artist har ikke ønsket at kommentere udtalelserne fra kvinderne.
I dokumentarens slutning står der, at han har forsøgt at få nedlagt fogedforbud i Københavns Byret.
Derudover skriver de, hvad manden har skrevet på Facebook i forbindelse med rettens afgørelse.
'Historierne er fordel over 20 år. Bygget op omkring tanker, følelser og sexistisk efterrationalisering. Der er ingen der påstår, at jeg har lovet dem noget. Mine ord eller handlinger kan ikke betagnes som magt, overgreb, trusler eller lignende. Men eftertanker om, hvad jeg mon mente med en kompliment, en måske plat flirtende vittighed eller i nogle tilfælde et gensidig kys eller fysisk relation,' lyder det i det udsnit, dokumentaren har taget ud.
B.T. har siden retssagen torsdag forsøgt at kontakte den mandlige artist. Han er ikke vendt retur på vores henvendelser.
