Cykelfirma dropper reklamer med Mr. Big efter endnu en kvinde er trådt frem med metoo-beskyldninger mod skuespilleren.
Torsdag kom det frem, at to kvinder beskyldte skuespilleren med det borgerlige navn, Chris Noth, for at have krænket dem seksuelt. Nu melder endnu en kvinde sig i koret. Det skriver Daily Mail.
Det har fået cykelfirmaet Peloton til at trække sig fra en reklamekampagne, der havde Mr. Big i hovedrollen.
Som den opmærksomme tv-seer vil vide, var det præcis en motionscykel af mærket Peloton, som Mr. Big kørte på, kort før han fik et hjerteanfald i første afsnit af ‘Sex and the City’ efterfølgeren ‘And Just Like That’.

Efter premieren på tv-serien faldt Pelotons aktier med 11 procent, hvilket fik firmaet til at trække en hjertelæge på banen for at sige, at Mr. Bigs hjerteanfald rent faktisk kunne være udskudt på grund af hans ihærdige træden i pedalerne.
Dr. Suzanne Steinbaum blev citeret for at sige, at Mr Big’s hjerteanfald ‘ikke skyldtes hans træningsvaner, men nok nærmere hans ekstravagante livsstil - der inkluderer cocktails, cigarer og store bøffer’.
Efterfølgende skyndte cykelfirmaet sig så at lave en reklame med Chris Noth. Reklamen kostede angiveligt 80.000 dollar svarende til omkring 500.000 danske kroner, men det var spildte penge. For nu har firmet fjernet reklamen fra de sociale medier efter kun fire dage.

Selv har 67-årige Chris Noth, der er gift og far til to, afvist alle anklager om, at han skulle have været seksuelt grænseoverskridende. Han erkender forholdet til de to første kvinder, men mener, at forholdet til begge skete efter fælles overenskomst.
Hvor de to første kvinder var anonyme, er den tredje kvinde den 39-årig skuespiller, Zoe Lister-Jones, trådt frem med navn.
»Mine erfaringer er små sammenlignet med de beskyldninger, der så modigt er blevet delt i dag,« skrev hun torsdag på Instagram, hvor hun også beskrev sine egne oplevelser med skuespilleren.
Hun påstår blandt andet, at Noth generelt opførte sig ‘seksuelt upassende’ overfor kvinder, der arbejdede i en bar, han har ejet i New York, ligesom hun anklager ham for i fuldskab at have snuset til hendes nakke under optagelser til tv-serien ‘Law and Order’.
I et skriftligt svar til DailyMail.com skriver cykelfirmaet Peloton:
»Hver eneste anklage om seksuelle overgreb skal tages alvorligt. Vi var ikke klar over disse påstande, da vi valgte at bruge Chris Noth. Mens sagen undersøges, vil vi ikke promovere videoen og har arkiveret alle relaterede sociale posts.«


