Caroline Dahm Curran er kendt som vinder af TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

Men for tiden kan hun også ses i den nye Netflix-film 'Toscana'. Hun er nemlig sprunget ud som skuespiller med en mindre rolle i starten af Anders Matthesen-komedien, hvor hun er på date med Sebastian Jessens karakter, investoren Zeuten.

Det skriver Se og Hør.

Men skuespillet er et ganske uvant felt for 'Nybyggerne'-vinderen, der først efter filmoptagelserne forrige år kom med i TV 2-programmet.

Sidste uge ramte 'Toscana' nummer et på Netflix' liste over den mest sete ikke-engelsksprogede film på streamingtjenesten.
Sidste uge ramte 'Toscana' nummer et på Netflix' liste over den mest sete ikke-engelsksprogede film på streamingtjenesten. Netflix/Toscana

»Jeg fik jobbet, mens jeg arbejdede som model, og fordi det var sådan en anderledes og sjov opgave, så sagde jeg med det samme ja,« forklarer Caroline Dahm Curran til ugebladet.

Her roser hun også sine medskuespillere – der tæller store navne som Ghita Nørby – og holdet bag filmen, såsom instruktør Mehdi Avaz, der fik hende til at føle sig tryg i den nye rolle.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Caroline Dahm Curran, men det har i skrivende stund ikke været muligt.

Men til gengæld har et væld af mennesker set hende i den nye Netflix-komedie 'Toscana'.

For selvom filmen har fået lunkne anmeldelser, så er den blevet så stort et hit hos Netflix-seere fra Sydamerika til Sydafrika, at den for tiden er den mest streamede ikke-engelsksprogede film i hele verden.

Tæller man engelsksprogede film med, indtager filmen – om en dansk kok, der rejser til Toscana for at sælge sin afdøde fars virksomhed, men ender med at få benene fejet væk under sig af en lokal kvinde – tilmed femtepladsen.

»Jeg er helt paf over, at det kan lade sig gøre,« sagde Anders Matthesen i den forbindelse til B.T.

»Jeg får lange beskeder fra Australien, Paraguay, Brasilien, Portugal, og jeg ved ikke hvor. Det er ret skægt. De ser den åbenbart versioneret (filmen er eftersynkroniseret til en lang række sprog, red.), for nogen skriver for eksempel til mig på portugisisk, fordi de måske tænker, at jeg også taler portugisisk, ligesom ham i filmen,« lød det med et grin.