Han skal have store hænder – og resten af 'værktøjet' i orden. Han skal kunne sætte hende på plads. Og han skal ville opfylde hendes drøm om at få kernefamilien, inden hun fylder 30.
Den 26-årige 'Landmand søger kærlighed'-deltager Maxine Renée Sørensen har mange krav til sin kommende kæreste.
Men det bliver man nødt til, når man som hende er blevet såret før, fortæller hun til B.T.
»Det var to veninder, der meldte mig til programmet. Det startede som en joke, da jeg gik på landbrugsskolen, hvor vi taggede hinanden i Facebook-opslag, når TV 2 søgte deltagere. Vi syntes, det var på tide, der kom kvinder med i programmet, men der skete ikke rigtig noget,« siger Maxine Renée Sørensen.

Indtil hun pludselig blev ringet op af 'Landmand søger kærlighed'-produktionen.
»Selvom det egentlig var en joke, tænkte jeg: 'Men hvad er det værste, der kan ske?' Jeg var gået i stå. Der skete ikke noget på kærlighedsfronten, selvom jeg både var på Tinder og Farmerdating og næstformand i Nordsjællands LandboUngdom, hvor jeg ellers mødte mange med samme interesser som mig,« siger Maxine Renée Sørensen, der tirsdag fik sin tv-debut i TV 2s populære datingprogram.
Det er ikke, fordi hun ikke har kunnet tiltrække fyrene uden. Hun er bare altid faldet for de forkerte.
»Jeg har ikke lyst til at komme ind på, hvordan jeg er blevet såret, men jeg har været i nogle forhold, jeg ikke ønsker for andre piger. Det er 'smart i en fart'-typer. Prettyboys. Vi kunne også godt kalde dem fuckboys – det lyder bare ikke så pænt. Og det passer ikke med de drømme, jeg har. De er måske et andet sted i deres liv,« siger landmanden, der selv stræber efter at få en kernefamilie, inden hun fylder 30.
Planen er nemlig, at hun skal overtage forældrenes gård. Og det kan man ikke med et spædbarn på armen, spår hun.
Herudover er det vigtigt med en mand, der kan sætte hende på plads.
»Når jeg er sur, så er jeg sur. Og jeg kan godt være en meget firkantet pige, så hvis jeg siger: 'Hop!', så skal han hoppe. Men det er jo kun sjovt de første 14 dage,« siger hun.
»Så han skal kunne sige: 'Ro på, Mulle'. Ellers kører jeg ham over. Og sådan skal et forhold ikke være i min verden. For sådan nogle forhold har jeg selv været i, hvor det var mig, der blev kørt over. Og det er ikke fedt at være i, uanset om man er på den ene eller den anden side.«

Det tredje krav til en kommende kæreste er 'store hænder', som både Maxine Renée Sørensen og hendes veninde grinende påpeger i tirsdagens premiereafsnit af 'Landmand søger kærlighed'.
»Vi har altid sagt, at værktøjskassen skal være i orden. Så kan man nok regne ud, hvad jeg mener med det,« griner Maxine Renée Sørensen, inden hun bliver alvorlig.
»Det skal ikke lyde, som om sex betyder alt, men det er vigtigt med et velfungerende sexliv. Ellers mangler der på en måde en del i forholdet. Det er der, man viser, man sætter pris på hinanden, selvom man måske har lidt ekstra på sidebenene,« siger hun.
Nu er 'Landmand søger kærlighed' jo ikke et datingprogram, hvor der er tradition for, at man tester dén del undervejs?
»Det er bestemt heller ikke meningen. På det punkt er jeg meget privat. Det må komme, når det kommer,« griner Maxine Renée Sørensen.