Husker du Jannie og Steffen fra DR-programmet 'Når storken flyver forbi'? Her er de i dag

Uffe er et ønskebarn. Hans forældre har drømt om ham, siden de for to år siden begyndte i fertilitetsbehandling. En varm sommerdag i år gik drømmen endelig i opfyldelse.

Efter Uffes fødsel fik de mange velmente kommentarer som »nu har I fået barnet, så er I videre« og »pas nu på ikke at hænge fast i det«.

Men fertilitetsbehandlingen er ikke noget, man bare pakker ned og kommer videre fra, så snart ønskebarnet er født.

»Det er en hård periode i vores liv, som vi altid vil bære med os. Ligesom al anden sorg fylder den i perioder,« siger Jannie Justesen.

Husker du Jannie og Steffen? De var med i DR-dokumentaren 'Når storken flyver forbi', der fulgte en række danskere i fertilitetsbehandling.

De ved, at det er hårdt arbejde – både fysisk og mentalt – at være ufrivilligt barnløs.

»Det er en smertefuld erkendelse, når man ikke kan dét, som er så naturligt for de fleste – at videreføre slægten.«

Da Jannie mødte Steffen Schou i 2017, vidste de, at han ville få svært ved at blive far. Han lider af svært nedsat sædkvalitet – et problem, han deler med omkring hver sjette unge mand i Danmark.

Derfor skulle det nordjyske par gennem hormonbehandlinger, smertefulde ægudtagninger og utallige skanninger, før Jannie blev gravid.

I dokumentarens sidste klip får de at vide, at deres allersidste æg har sat sig fast. Tårerne pibler ned ad Jannies kinder. Forsigtigt spørger Steffen:

»Det er fordi, du er glad, ikk’?«

Hun var – og er – uendelig glad. Tårerne var et billede på de mange følelser, der er forbundet med deres kamp for at blive forældre.

Selvom deres søn er den ‘bedste lille lykkepille’, efterlyser Jannie Justesen, at man bliver bedre til at håndtere de følelser, der er et vilkår før, under og efter en fertilitetsbehandling.

»Mange går alene med deres fertilitetsproblemer, der kan gøre processen både smertefuld og ensom. Mennesker har brug for fællesskaber, så hvorfor findes der ikke støtte til mænd og kvinder i fertilitetsbehandling?« spørger hun.

Sorgen kan stikke hovedet frem i stort og småt. For eksempel følte hun et stik af jalousi, når veninderne blev gravide »ved et tilfælde«. Da en nær veninde – mens Jannie var i behandling – uventet blev gravid, måtte Jannie for en tid trække sig fra venskabet.

»Der er hårde tanker, som det ville være rart at høre, at man ikke er alene med. Man bliver skør af at gå og tro, at man er blevet sådan et menneske, der ikke under andre den største lykke.«

Under graviditeten blev lykken forstyrret af angsten for at miste:

»Angsten fyldte meget. Det gør den for alle gravide – men måske mere udtalt hos ufrivilligt barnløse. For det er ubærligt at tænke på, at man kan blive 'slået tilbage til start',« siger hun.

Så forberedelserne blev udskudt af frygt for at stå med børneværelse og barnevogn – men uden barn.

Efter dokumentaren blev vist i august, er Jannie Justesen blevet kontaktet af kvinder og par, der har haft brug for at snakke om de svære følelser.

Hun er blevet stoppet uden for et supermarked af en kvinde, der ville dele sin fertilitetshistorie, og på Instagram har hun fået beskeder fra mødre, der var i behandling for et kvart århundred siden.

»De har børn, der er voksne. Havde de talt om sorgen før, tror jeg ikke, de ville have behov for at fortælle deres historie til mig – en fremmed fra tv.«

Det har bestyrket hende i, at der mangler tilbud til ufrivilligt barnløse.

Selv møder hun de uvelkomne følelser, når veninderne som det mest naturlige taler om barn nummer to eller tre.

»Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, men der er altid et lille stik af smerte. Vi kan ikke tale med samme naturlighed eller se, hvad tilfældet bringer. Der ligger en stor beslutning i, om vi orker alt det her igen. Om vi tør håbe på en toer.«

Skal Uffe være storebror, skal Jannie og Steffen behandles på en privat klinik.

Det betyder:

• At de skal køre to timer, hver gang de skal til endnu en treminutters skanning af livmoderen.

• At de skal finde penge – en behandling som den, de har været igennem, koster omkring 75.000 kroner.

• At Jannie igen skal i hormonbehandlinger, der påvirker hende fysisk og psykisk.

»Uffe er en gave. Min bekymring er, om jeg kan byde ham ikke at være der 100 procent – fordi jeg i perioder vil være ked af det, uoplagt og utilpas.«

Tør de endnu en gang byde usikkerheden indenfor? For der er ingen garanti for succes.

Som alle andre småbørnsmødre rammer hun indimellem muren. Men selv når hun ikke sover, når hun har ammet sig til sår på brystvorterne, og nullermændene får frit spil under sofaen, er hun taknemmelig for, at hun fik lov at opleve – det hele.

»Det er benhårdt arbejde, og lykken kommer i små bidder: Når han smiler. Når jeg kan se, at han er tilpas. Men også når jeg går en tur for mig selv, og bare nyder, at det lykkedes.«

»For mig er det mest naturlige i hele verden at være blevet mor.«

Du kan stadig se dokumentaren ‘Når storken flyver forbi’ på dr.dk.