Benjamin Hav havde fredag aften humoren med til 'X Factor'. Præcis, som han plejer. 

Men gik han til tredje liveshow over stregen? 

Hugo A optrådte med sangen 'Pianomand' af Kim Larsen og gik sikkert videre, trods sin dommer Benjamin Havs mange kommentarer om, at denne fredag ville være den unge deltagers endeligt.
Hugo A optrådte med sangen 'Pianomand' af Kim Larsen og gik sikkert videre, trods sin dommer Benjamin Havs mange kommentarer om, at denne fredag ville være den unge deltagers endeligt. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I B.T.s liveblog var der flere af 'X Factor'-seere, der under showet kritiserede dommerens grovkornede jokes og kommentarer.

Benjamin Hav lagde da også hårdt for land, for igen og igen italesatte han, at det nok var hans unge deltager Hugos tur til at ryge ud.

Det påpegede han selvfølgelig fordi, at han de to andre fredage havde mistet sine deltagere.

»Det er Hugos sidste aften, så lad os nyde den,« lød det fra start fra dommeren, som siden vakte kritik for sine mange ironiske kommentarer.

Benjamin Hav reagerer: Indkalder til undskyldnings-pressemøde

Efter showet vedkender Benjamin Hav da også gerne, at kritikken fra B.T.s »gode« læsere har stor vægt hos ham.

»Det er jeg ked af, for jeg har ikke lyst til at være en hård hund,« lyder det fra den nye dommer.

Han forsikrer dog om, at joken mere gik på, at han selv er som »dødens kys« for sine deltagere – og at han er sikker på, at Hugo forstod spøgen.

Hugo forsikrer overfor B.T., at han godt forstod spøgen – og efter showet ville både han og Benjamin Hav da også gerne omfavne hinanden for pressens kameraer.
Hugo forsikrer overfor B.T., at han godt forstod spøgen – og efter showet ville både han og Benjamin Hav da også gerne omfavne hinanden for pressens kameraer. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Jeg synes, Hugo klarede det godt, han er god, og det var også kommet bag på mig, hvis han var røget. Men man ved aldrig,« siger dommeren.

Men Benjamin Hav fastholder, at man »ikke skal være så bange for at snakke med hinanden og gå lidt ud over grænserne«.

Han håber og tror også, at de fleste seere alligevel forstår både hjerteligheden og humoren i hans ord.

»Og det ved jeg, at Hugo gør – ellers ville jeg aldrig gøre det!« siger Benjamin Hav.

Hugo A optrådte med sangen 'Pianomand' af Kim Larsen og gik sikkert videre, trods sin dommer Benjamin Havs mange kommentarer om, at denne fredag ville være den unge deltagers endeligt.
Hugo A optrådte med sangen 'Pianomand' af Kim Larsen og gik sikkert videre, trods sin dommer Benjamin Havs mange kommentarer om, at denne fredag ville være den unge deltagers endeligt. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Og det er mit gæt, at seerne også er raffinerede nok til at se humoren i det. Men rammer jeg ved siden af? Ja, det gør jeg da hele tiden. Hvis man aldrig skyder, rammer man aldrig ved siden af.«

Lørdag skal han dog – traditionen tro – se 'X Factor'-showet med sine børn.

Og her er Benjamin Hav klar på at hale i land, hvis selv hans hårdtprøvede børn skulle synes, at deres far var gået over stregen i sin kritik og jokes.

»Jeg forsøger at være empatisk og venlig. Hvis jeg mod forventning har forbrudt mig mod den ambition, så indkalder jeg til pressemøde inde ved Marmorkirken kl. 10.30 søndag lige inden gudstjenesten, og så siger jeg undskyld til nationen!«

Benjamin Hav gik til stregen under fredagens 'X Factor'-liveshow – og ifølge flere B.T. læsere gik han også over stregen. Selv håber han, de fleste seere forstår meningen bag galskaben – og ellers indkalder han til undskyldnings-pressemøde på søndag, lover han.
Benjamin Hav gik til stregen under fredagens 'X Factor'-liveshow – og ifølge flere B.T. læsere gik han også over stregen. Selv håber han, de fleste seere forstår meningen bag galskaben – og ellers indkalder han til undskyldnings-pressemøde på søndag, lover han. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Hugo afslører: Blev advaret – og trodsede værtens frygt

Hugo forsikrer da også efterfølgende selv B.T. om, at han godt kunne klare at være i fokus for sin dommers mange jokes om sin afgang.

»Alt hvad Benjamin siger er bare for sjov. Vi ved godt, det er godt for fjernsynet – I skal slet ikke lytte til ham!« siger den unge deltager med et smil.

Og så røber han altså også, at Benjamin Hav advarede ham på forhånd om, at han »ikke skulle lytte til ham«.

»Produktionsholdet sagde også bare, at jeg skulle bare ikke lytte,« fortæller den unge deltager.

'X Factor'-værten Maria Fantino var blandt de mange, der gruede for den unge Hugo, som blev sat for Benjamin Havs humoristiske bespottelse.
'X Factor'-værten Maria Fantino var blandt de mange, der gruede for den unge Hugo, som blev sat for Benjamin Havs humoristiske bespottelse. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Selv værten Maria Fantino måtte ud og sikre sig, at Hugo ikke led nød.

»Jeg var henne hos Hugo lige inden, han skulle på, for at sikre mig, at han vidste, det var en joke. Hugo er et ungt menneske, og selvom han godt ved, at det er ironi, så skal man bare stadig nogle gange lige huske at få det sagt,« fortæller 'X Factor'-værten.

Hun havde dog også sin egen betænkelighed ved Benjamin Havs spøgeri.

»Jeg kunne være bange for, at nogen tog det for bogstaveligt og lod sig påvirke af det, og så stemte Hugo ud,« fortæller Maria Fantino.

Så galt gik det dog ikke, og 'X Factor' måtte fredag aften i stedet sige farvel til Blachmans gruppe 44 m² efter en aften præget af grovkornede jokes og dårlig stemning. Læs B.T.s dom over tredje liveshow HER.