I fredags tog TV 2 sine corona-forbehold og afviklede 'X Factor' uden publikum. I denne uge er publikum tilbage, men man har taget sine forholdsregler for resten af sæsonen. På et væsentligt punkt har de dog endnu ikke et svar parat.

B.T. ringede til TV 2's underholdningschef, Dorte Borregaard, for at høre om 'X Factors' beredskabsplan over for coronavirus.

Hvorfor valgte I at køre uden publikum i fredags?

»I fredags valgte vi at aflyse publikum ud fra et forsigtighedsprincip. Det (statsminister Mette Frederiksens anbefaling om ikke at samle 1.000 mennesker på et sted, red.) skete jo meget kort tid inden, vi skulle på. Nu har vi haft weekenden til at se på, hvordan vi kan følge de anvisninger, som myndighederne har givet.«

Hvad gør I så?

»Vi har omprioriteret ude i studiet. Vi har flyttet publikum, så der er afstand mellem hver stol. Vi har lavet et system, hvor vi kan lukke folk ind og ud i mindre grupper. Og så har vi lejet et stort telt, så de ikke skal stå så tæt, inden de venter på at komme ind. Derudover har vi købt utallige liter håndsprit.«

Dorte Borregaard tilføjer:

»Derudover skriver vi rundt til publikum, at hvis de er syge eller har det mindste, så skal de selvfølgelig ikke komme derud.«

'X Factor' blev fredag afholdt uden publikum.
'X Factor' blev fredag afholdt uden publikum. Martin Sylvest

Har I måttet skære i antal publikum?

»Ja, jeg vil skyde på, at vi skærer 200 publikum væk, for at alle kan sidde med mere afstand mellem sig.«

I har også flyttet finalen fra Horsens til 'X Factor'-studiet i Brøndby?

»Ja, der var jo plads til 3.500 til finalen i Horsens, og eftersom myndighederne fraråder forsamlinger over 1.000 mennesker, så giver det sig selv, at vi ønsker at følge den anvisning.«

Har I givet dommerne og deltagerne særlige anvisninger, så de ikke bliver smittet?

»Vi gør, ligesom alle danskere gør lige nu: Vi følger de råd og anvisninger, vi får af sundhedsmyndighederne. Og det er det, vi giver videre og opfordrer alle på produktionen til at følge.«

I har ikke bedt dem om eksempelvis at holde sig fra større forsamlinger?

»Nej, vi beder dem ikke om andet, end det myndighederne også beder os alle sammen om – at passe godt på sig selv.«

Hvad er planen egentlig, hvis en dommer eller deltager bliver smittet?

»Så langt er jeg slet ikke kommet i min tankerække endnu. Nok også fordi, at jeg virkelig ikke håber, det sker. Hvis det sker, så tager vi den derfra. Lige nu tager vi en dag ad gangen, det er vi nødt til at gøre, for situationen udvikler sig jo hele tiden.«

Så I har eksempelvis ikke en reservedommer klar i kulissen?

»Nej, det har vi ikke, haha.«

Hvad hvis en deltager bliver smittet? Så er han eller hun vel ude af konkurrencen?

»Det kan jeg ikke svare på, for det er ikke et scenarie, vi har snakket om endnu. Hvis det sker, så tager vi den derfra. Lige nu tager vi som sagt en dag ad gangen.«

'X Factor' bliver optaget i et stort studie i Brøndby.

Finalen afholdes samme sted fredag den 3. april.