Tirsdag aften løb sæsonens sidste afsnit af 'Fede forhold' over skærmen.
Det blev en afslutning på et syv måneder langt forløb, hvor tre par gjorde deres bedste i forsøget på at minimere tallet på badevægten.
Og det må man i den grad sige lykkedes.
I hvert fald viser nedenstående før/efter-billeder, hvor stor en forandring man kan se på parrene, Lasse og Simone Vindahl, Tina Østergaard og Eilif Hedelund samt Steffen og Simone Timmerby:

»Simone er blevet til den, som jeg ønsker,« siger Steffen i sæsonafslutningen og fortsætter:
»Hun er blevet mere glad. Mere glad for sig selv og for sin krop.«
Steffen og Simone Timmerby endte på en slutvægt på henholdsvis 86,6 kilo og 85,2 kilo.
Det betød et vægttab på 30 kilo for Steffen og et vægttab på 35,7 kilo for Simone, og det kan i den grad ses:

Den, der smed flest kilo i programmet, var Lasse Vindahl, som vejede hele 150,7 kilo ved programmets start.
Hans slutvægt landede på 104,7 kilo, hvilket altså betød et vægttab på hele 46 kilo.

»Vi har fået en ny form for gnist i ægteparret,« siger Lasses hustru, Simone Vindahl, i programmet.
Hun formåede selv at tabe sig 20,5 kilo i løbet af de syv måneder.

Programmets tredje og sidste par, Tina Østergaard og Eilif Hedelund, kæmpede en hård kamp i programmet.
Især parrets datter var frustreret, fordi hun mente, at især Eilif ikke tog vægttabet seriøst, selvom han tidligere har været ramt af flere blodpropper.

I programmet viste det sig dog, at Eilif trods alt formåede at tabe sig 16,8 kilo ved at lande på en slutvægt på 112,2 kilo.
»Jeg kunne selvfølgelig godt have tabt mig noget mere, men jeg er kommet i gang, og det er hovedsagen,« rationaliserede han i programmets sidste afsnit.
Tina Østergaard startede med at veje 82,6 kilo og endte på 67 kilo.
»Du ser skidegodt ud,« lød det fra hendes stolte ægtemand i programmet.



