Vi skal synge »Jeg vil ha' gang i den, sang i den, mere ramasjang og tju-bang i den,« og danse 'en little støvledans' igen i år. Men vi skal også glæde os til en spritny julekalender.
Du kender nok de ovenstående referencer, der er med i klassikerne 'Pyrus – Alletiders Nisse' og 'The Julekalender'.
Begge er blandt de mange tv-julekalendere, som du kan se denne december. Der er udover disse to også et par andre gengangere, men der også en helt ny julekalender, der toner frem på skærmen 1. december.
Herunder vil vi give dig et samlet overblik over, hvad for nogle tv-julekalendere, der bliver sendt i år.

DR 1
Årets julekalender på DR 1 bliver et gensyn med 'Tidsrejsen,' der blev sendt tilbage i 2014 for første gang.
Det er en julekalender, der følger Sofie, som er meget træt af at være skilsmissebarn. Derfor drømmer hun om, at hendes forældre vil finde sammen igen – så julen bliver præcis, som den var engang. Sofie møder en dag drengen Dixi, der kan rejse tilbage i tiden. De to tager tilbage til 1984 for at ændre på fortiden, men det får store konsekvenser. Julekalenderen bliver sendt klokken 19.30.
På DR Ramasjang er der klokken 17.00 et gensyn med 'Nissebanden i Grønland,' der skal op til det kolde nord for at hjælpe julemanden. På DR TV kan du se Klassens Jul.

TV 2
Den nyproducerede julekalender 'Kometernes Jul' kommer på TV 2, og den har naturvidenskab som et overordnet tema. I julekalenderen møder vi de fire børn Mie, Johannes, Elias og Noor. Alle deltager de i Astro Camp, der er et to uger langt naturvidenskabeligt kursus, der har fokus på astrofysik.
Der sker dog det, at ved et uheld bliver Mia og Johanns teleporteret til den meget fjerne Planet 9. Nu må de fire børn fra hver deres sted i universet kæmpe mod en tech-guru, og arbejde mod tiden og naturens love for igen at blive genforenet, før det er for sent. Julekalenderen kan ses klokken 20.
TV 2 viser også den anden julekalender af i alt fire fra Pyrus-universet. Den hedder 'Alletiders Nisse,' hvor Kandis, Gyldengråd og Pyrus skal besvare spørgsmålet: hvad er en nisse?

På TV 2 Zulu toner 'Natholdets Julekalender' frem for fjerde gang. Anders Breinholt, Søren Rasted og Carsten Berthelsen smager på 24 nøje udvalgte specialøl, og det bliver samtidigt Anders Breinholt sidste gang, at han toner frem som vært på 'Natholdet.'
Samtidigt med, at man følger julekalenderen kan du også selv skåle med derhjemme. Du kan nemlig købe de 24 øl fra danske bryggerier i en julekalender lavet specielt til de 24 afsnit, der bliver sendt klokken 21.
På TV 2 Play kan du gense en masse flere klassiske julekalendere.
Her finder du både 'The Julekalender' og 'Jesus og Josefine.' På streamingtjenesten kan du også se 'Brødrene Mortensens Jul,' 'Jul i Historiehulen' og 'Rasmus Klumps Julestue.'


