Da grandprix-festen sluttede på DR1, fortsatte den i Boxen i Herning, hvor dette års Melodi Grand Prix blev holdt.
Her sparkede den nyslåede vinder, 20-årige Leonora Colmor Jepsen, gang i efterfesten, da hun sang sin vindersang ‘Love is forever’.
Og der var i sandhed masser af kærlighed i luften blandt de grandprix-deltagere, dansere, politikere og diverse kendte danskere, som var inviteret til fri bar i den jyske arena.
Særligt Jim Lyngvild hyldede vindersangens budskab om kærlighed, mens han nærmest ikke var til at hive væk fra dansegulvet og pressens blitzlys.

Her fik han både plantet et utrolig langt kys på Julie Berthelsens pande og hevet Sigmund Trondheim ud på gulvet til en dampende hed dans.
Se det hele i videoen over artiklen.
Julie Berthelsen blev sammen med veninde Nina Kreutzman Jørgensen nummer to i sangkonkurrencen lørdag aften, mens Sigmund Trondheim trodsede bookmakernes mørke spådom og hev en overraskende tredjeplads hjem.
Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix blev dog storfavoritten Leonora, som derfor skal til Israel 16. maj for at forsvare Danmarks ære med sangen ‘Love is forever’.