Hvis man tager et kig i bookmakernes spåkugle, ser sangeren Sigmund Trondheims chancer for at vinde det danske Melodi Grand Prix sorte ud.

Faktisk har flere bookmakere spået ham en absolut bundplacering. Men, som sangeren Sigmund Trondheim selv siger, så 'er det jo ikke altid, de har ret'.

Det er derfor ikke mange tanker, han har skænket de dårlige odds, der er blevet sat på ham og sangen 'Say My Name'.

»Det ved jeg ikke, hvad jeg skal synes om. Det er helt i orden. Jeg tror på mig selv uanset hvad. Der har bookmakerne ikke så meget at skulle have sagt,« fortæller den 23-årige sanger, som fik sit store gennembrud, da han sidste år stillede op i sangkonkurrencen 'X Factor', hvor han røg ud lige før finalen og endte på fjerdepladsen.

»Jeg blev også spået til at vinde 'X Factor', og det gjorde jeg jo så ikke. Så det er ikke altid, de har helt ret,« siger han med et skævt smil.

Bookmakere og odds er derfor ikke noget, der fylder hos Sigmund Trondheim.

Derimod er han mere nervøs for noget helt andet.

»At min stemmer knækker i den høje, lange tone,« fortæller han.

Derfor har han taget en masse forholdsregler for at træne og beskytte sin stemme.

»Jeg har en skidegod vocal-coach (stemmetræner, red), som er virkelig god til at lære mig, at jeg skal trække vejret nede i maven og i de nederste ribben og ikke bare være oppe i det øverste og anstrenge mig selv. Jeg drikker en masse te og sover, så det skal nok gå, og jeg glæder mig sindssygt meget.«

Du kan se Sigmund synge sangen 'Say My Name' lørdag aften klokken 20:00, når Melodi Grand Prix bliver vist på DR1.

God fornøjelse - og husk at printe vores stemmeseddel ud, så du er klar.