Jesper Groth og Laurits Emanuel ønsker kun at ændre ganske få ting ved den optræden, som lørdag gav dem sejren i det danske Melodi Grand Prix og en adgangsbillet til Eurovision i Holland i maj.
Men forsangerens lyserøde jakke er ikke en af dem – selvom den tydeligvis var alt for lille. Det fortæller Fyr & Flamme til B.T. dagen derpå.
»Vi tager en lille snas ud af mellemspillet, så sangen kan komme under de tre minutter, og så har vi efter planen tre-fire korsangere med for at give den lidt liv på den måde. Lave et større rum, hvor Jesper virkelig kan være forpustet, før han når ud til sin endeposition,« siger 33-årige Laurits Emanuel om den kommende optræden i Rotterdam.
Og den bliver – højst overraskende – på dansk. Ikke siden Kølig Kaj og Stemmen i mit liv i 1997 har Danmark ellers sendt et bidrag på modersmålet til den europæiske finale.
»Det er vigtigere at have været sig selv end at være rejst derned og tænke: 'Hvad fanden var det egentlig, vi havde gang i med det der? Hvem var det, vi prøvede at imponere?'« siger Jesper Groth og understreger, at Fyr & Flamme er et dansk band med danske tekster.
Også i en konkurrencesituation, hvor drengene ellers udmærket er klar over, at det forringer deres chancer for at vinde.
Hvilket flere kritiske røster også har påpeget på de sociale medier, siden duoen lørdag offentliggjorde, at den ikke ville oversætte sangen til engelsk, som det ellers er kutyme.
»Men det giver næsten endnu mere energi,« siger Jesper Groth om kritikken.

»Når vi kommer til Eurovision, er vi ikke tippet som storfavoritter, som vi var i det danske grandprix, så der kan vi sikkert slappe mere af. Så jeg tror ikke, vi forventer andet end en dejlig oplevelse. Vi håber, det er fedt, når vi er dernede.«
De gider generelt ikke lade seerne diktere, hvad de skal gøre. Derfor beholder de også deres flamboyante scenetøj – bestående af blandt andet en jakke i pink råsilke og et par højhælede herrestøvler – selvom især Jesper Groth måtte høre en del for sin jakke, der tydeligt stumpede på ærmerne, og sad godt til i armhulerne.
Men det var der en særlig årsag til.
»DRs kostumeafdeling vidste godt, at de ikke kunne gå på Strøget og få sponsoreret noget til os, så vi måtte ned i garderoben. Og så havde de allerede trukket Kim Schumachers jakke frem. De er så sindssygt dygtige,« siger Jesper Groth og får julelys i øjnene, da snakken falder på stilikonet, den afdøde dj og radiovært.
»Jakken har Kim Schumacher haft på i 1986. Og da jeg tog fat i den, fik jeg elektrisk stød. Okay, den var lidt for lille, for Kim var en slank mand, men jeg insisterede. Det føltes rigtigt. Halskæden er min mormors, netundertrøjen var noget, jeg optrådte i, da jeg var lille i 1998, så cirklen slutter. Og på den måde kan jeg godt have lidt overtro. Så intet bliver ændret der,« siger han.

Også Laurits Emanuel beholder sit scenetøj, som blandt andet bestod af et par hvide støvletter med høje hæle.
»Skoene er da for fede, og det var underligt naturligt at gå i dem. Man blev lige nivelleret lidt fra jordens overflade, og det gør åbenbart godt ved nogen, der spiller guitar,« siger Laurits Emanuel, der foruden at stå bag både ord og musik i Øve os på hinanden er guitarist og korsanger.
Også Jesper Groth slår et slag for de hvide støvletter, som efter sigende er fra herreafdelingen af webshoppen Asos.
»Køb dem, vær en modig mand, tag læbestift på, og gå ned og køb en liter mælk i dem.«

