»Du har brug for hjælp. Hele Danmark hader dig. Medieluder.«

Det er blot en brøkdel af de ord, som Nanna Øland Fabricius, bedst kendt under kunstnernavnet Oh Land, modtager hver dag.

Og nu har hun fået nok.

Derfor har 'X Factor'-dommeren valgt at stå frem og vise sin sårbarhed. Hun er nemlig kommet til et punkt, hvor hun ikke længere vil være umenneskelig stærk ved at lade hadet prelle af.

»Jeg tør ikke åbne min egen indbakke af frygt for at få min dag ødelagt og min selvtillid nedbrudt. Jeg er bange for beskeder, hvor folk dediceret forsøger at få mig ned med nakken og kører på det personlige,« fortæller Oh Land, der sidder tilbage med mange bekymringer.

»Dem, der sviner mig til på sociale medier – kunne de finde på at sige samme ting til mig, hvis de møder mig på gaden? Det tvivler jeg stærkt på,« siger hun.

Og det er præcis det, der er problemet. At internettet er blevet et sted, hvor det er o.k. at skrive hvad som helst. Et sted, hvor man glemmer, at det er ægte mennesker, der er modtagere.

Ifølge Oh Land er tonen på sociale medier et monster, der kun vokser sig større og større. Og hun har især været påvirket af hadet efter 'X Factor' i fredags, hvor hun sendte Hiba ud af programmet:

»Når man stiller sig frem på en scene, skal folk have lov til at have en mening om en. Folk må gerne synes, at jeg traf en forkert beslutning, eller at jeg er talentløs. Men at skrive i min indbakke og fortælle mig ting, som går efter mig som menneske, og som nedværdiger mig, er krænkende.«

Oh Land fortæller, at man bliver hærdet i hendes branche og bliver opdraget til, at man ikke skal tage andres destruktive kommenterer ind. At man skal være stærk og »robotagtig«. Derfor har hun i mange år fokuseret på det positive og vigtige.

Men det stopper nu, fordi hun har mærket et skift, hvor folk dediceret forsøger at få én ned med nakken. Og hun er langtfra den eneste i branchen, der bliver påvirket af det:

»Vi står model til urimelig meget. Bare se på Umut, der måtte stoppe i 'Vild med dans', fordi det blev for hårdt med hadet på sociale medier,« fortæller Oh Land, der erkender, at det ikke kun er offentlige personer, som det går ud over.

Derfor mener hun, at der bør sættes fokus på opførsel og tone på de sociale medier. At det ikke må gå hen og blive alment accepteret, at »monstrene« får lov:

»Det er virkelig sørgeligt, hvis vi er nået dertil, hvor vi siger: 'Dem, der skriver det, er bare idioter,' og vi så lader dem gøre det.«

Oh Lands to meddommere i 'X Factor', Martin Jensen og Thomas Blachman, anerkender også problemet.

»Jeg har set flere kommentarer på de sociale medier her i går morges, og jeg er ked af, at nogle mennesker går personligt til Nanna. Vi kan være dybt uenige om valget i fredags, men det hører ingen steder hjemme, at man går personligt på andre mennesker! Jeg takker for alles opbakning, og jeg glæder mig til at vise, hvad Dan og Vilson skal synge for jer næste uge, men jeg håber virkelig, at alle vil holde den gode tone,« skriver Martin Jensen til B.T.

Thomas Blachmann tilslutter sig:

»Den indre svinehund har fundet plads i anonymiteten på vor tids digitale platforme. Jeg har altid været stor fortaler for, at der i stedet for nummerplader på biler hang folks telefonnumre, hvilket prompte ville bringe ro og orden i trafikken. På samme måde ville jeg ønske, at det var uladsiggørligt at udtrykke sig anonymt over alt, hvor man så end måtte udtrykke sig.«

Dommerne Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen.
Dommerne Thomas Blachman, Oh Land og Martin Jensen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere