'Tiger King', 'Paradise Hotel', 'Westworld', 'Kærlighed hvor kragerne vender'... Mulighederne for underholdning på streamingtjenesterne er mange.

Og alt tyder på, at danskerne griber dem. Flere og flere søger nemlig mod de mange tjenester, når de skal få tiden til at gå, mens landet mere eller mindre er lukket ned.

Det viser en spørgeundersøgelse, som YouGov har lavet for B.T. Her er 1.254 danskere blevet spurgt, om de den seneste måned har købt abonnement hos Netflix, HBO Nordic, TV 2 Play og Viaplay.

Og det er der overraskende mange der har. 15 procent af de adspurgte har nemlig skaffet sig adgang til Netflix. Lidt færre har brugt penge på abonnementer hos HBO Nordic, TV 2 Play og Viaplay. Her ligger procentsatsen på henholdsvis otte, 11 og 10 procent.

Netflix-serien 'Tiger King' hitter i disse dage på streamingtjenesten.
Netflix-serien 'Tiger King' hitter i disse dage på streamingtjenesten. -

Over hele linjen er der dog tale om en markant stigning, hvis man spørger medieanalytiker Claus Bülow Christensen. Og med god grund:

»Det handler jo først og fremmest om, at mange keder sig. Der er tit sammenhæng mellem kedsomhed og fjernsyn - og streaming, som mange bruger i dag. Det lykkelige i denne meget kritiske situation er, at vi i mediehistorien aldrig har haft så meget at vælge mellem før.«

De mange valgmuligheder har også skabt et helt nyt fænomen, som coronakrisen nu kan afhjælpe.

»Vi har oplevet et besynderligt stressfænomen, fordi man knap nok kan nå at følge med i alle serierne. Altså alle dem, som vi har hørt om, men som vi ikke har haft tid til at se.«

»Nu har vi pludselig alt for meget tid, og det driver folk til at samle op på det, de har hørt om.«

Her er det altså Netflix, folk søger mod, viser spørgeundersøgelsen. Foruden de 15 procent, der netop har meldt sig som abonnementer, svarede 28 procent, at de allerede havde en profil. Til sammenligning svarede 12, 17 og 17 procent, at de allerede havde abonnement hos HBO Nordic, TV 2 Play og Viaplay.

Når det netop er Netflix, der er topscorer, er det af flere årsager, forklarer Claus Bülow Christensen, der også er grundlægger af Copenhagen Future TV Conference.

»Netflix er bare bredest og størst. Ikke nok med, at de har mest indhold, så har de også det bredeste indhold. Lige meget, hvad du interesserer dig for, kan du finde det på Netflix. Det kan knibe hos de andre.«

Her en del af det udvalg, der trækker kunder i forretningen hos Viaplay.
Her en del af det udvalg, der trækker kunder i forretningen hos Viaplay. Nent Group

»Netflix har desuden også et bredt udvalg af børneindhold. Det er mere begrænset hos de andre tjenester. Her har HBO Nordic også noget, men de er ikke så brede i udvalget af tv-serier og film.«

Men hvad så, når coronakrisen er drevet over, og vi kan vende tilbage til vores normale hverdag og vaner? Opsiger folk så deres abonnementer?

»Ud fra en simpel betragtning om, at det altid er den store kunst at få folk til at prøve produktet, der er den bedste vej til at få dem til at blive hængende, er min fornemmelse, at mange vil blive hængende,« spår medieanalytikeren og tilføjer:

»Produkterne er relativt billige. Det mere realistiske scenarie er, at det vil gå ud over kabel-tv'et, fordi folk prioriterer streamingtjenesterne højere.«