Store dele af den europæiske befolkning er i disse dage i en form for karantæne i deres hjem på grund af den omfattende coronakrise, og det har udløst et stærkt pres på den europæiske infrastruktur for internet.

Europæerne streamer nemlig helt vildt lige nu, og derfor har EU-komissionen bedt førende tjenester om at skrue ned for billedkvaliteten for at lette presset – et ønske, både Youtube og Netflix har efterkommet. Men nu er der godt nyt til danskerne.

For selvom det kan lyde voldsomt, når ledende skikkelser i EU frygter en overbelastning og eventuelt kollaps af netværket, skal vi i Danmark ikke umiddelbart sidde og frygte for, at netværket pludselig smuldrer.

Det på trods af, at danskerne rent faktisk giver den solidt gas med streaming i disse dage.

Mobilselskabet.dk har foretaget en dataindsamling, og her viser det sig, at teleselskaberne Telmore, 3 og Telia, der alle udbyder abonnementer med forskellige streamingtjenester, oplever en vækst på 30-40 procent i dataforbruget.

Alligevel er der ro på bagsmækken.

»Der er umiddelbart ikke noget at frygte i Danmark eller de nordiske lande,« siger Nicolas Fredriksen, teleanalytiker hos Mobilselskabet.dk:

»Når EU går ud med sådan en melding, handler det om, at andre lande kan komme under pres. I Tyskland er 35 procent af befolkningen kun på 3G-netværk, og lande som Frankrig, Italien og Spanien kæmper også med 4G-netværket. Og det er klart, at i de lande, hvor mange er på langsommere forbindelser end i Danmark, så kan det blive et problem, hvis alle sidder og streamer i HD-kvalitet.«

Selvom danskernes amokløb i streaming næppe fører til et decideret sammenbrud af netværket i Danmark, kan det godt give problemer, forklarer Telias pressechef Mads Houe.

»Udfordringen med forringet performance er reel i forbindelse med spidsbelastninger, mens risikoen for et omfattende netværkssammenbrud i Danmark er minimal som følge af store trafikmængder. Øget streaming bliver ikke et problem i Skandinavien, da vi helt generelt har gode netværk og meget høj kapacitet,« siger han til Mobilselskabet.dk.

Ifølge de forskellige selskaber betyder danskernes øgede aktivitet på telefoner eller via mobilt bredbånd, at det svarer til, at der er et weekendforbrug hele ugen.

Det er alt fra streaming af film og serier til brug af lydbøger, online spil og bogtjenester, danskerne bruger i langt større omfang i disse dage, lyder det fra selskaberne.