En anmeldelse af den nye TV 2-satsning 'Spillet' i mediet Avisen.dk har ført til en massiv kritik af mediet.

Gentagne gange kommenterer anmelder Søren Baastrup på Irina Olsens bryster og giver influenceren øgenavnene 'Irina Malkeko' og 'Irina Babenutter'. Noget, der blandt andre har fået Irina Olsen til at reagere.

'At håne reality, latterliggøre min nationalitet, kalde folk ludere og endnu engang har vi en mand, der joker nedladende om kvinder med en stor barm,' skriver hun på Instagram. 

Chefredaktør på Avisen.dk, Per Kuskner, skriver i en mail til B.T., at der er en grænse for, hvornår man må lave jokes med folks kroppe. Men den er altså ikke at finde i denne anmeldelse. 

»Vi kunne aldrig drømme om at lave grin med eksempelvis handicappede, retarderede mv., men at folk har mange tatoveringer, store muskler, en flot krop eller sjov frisure er indenfor skiven, skulle jeg mene,« skriver Per Kuskner. 

Han skriver videre, at der er forskel på objektive nyheder og anmeldelser på mediet. Og at grænsen går et andet sted for anmeldelser. 

Har kritikken givet anledning til nogen refleksion på redaktionen? Ville I gøre det samme, hvis I kunne gøre det om?

»Lidt hypotetisk spørgsmål, altså at gøre en masse læsere/folk/ tv-station sure er jo ikke noget, vi har som dagsorden en fredag. Men hvis du spørger, om det her får nogle konsekvenser for Baastrup, så er svaret nej. Vi har også fået et væld af rosende kommentarer og mails fra læsere, som faktisk synes, det er en sjov klumme og godt kan afkode satiren,« svarer chefredaktøren skriftligt. 

I et åbent brev til Irina Olsen og TV 2 skriver anmelder Søren Baastrup, at der er tale om en positiv omtale af Irina Olsens krop. 

Han skriver også, at der ifølge ham er forskel på almindelige mennesker og »professionelle mediemennesker«.

B.T. arbejder på en kommentar fra Irina Olsen til sagen. 

Læs B.T.s anmeldelse af det nye realityprogram fra TV 2, 'Spillet', HER