Kunne du lide 'Forræder', vil du formentlig elske 'Spillet'.

TV 2 fortsætter med at gå reality-amok med en underholdende opdatering af 'Big Brother', der giver paranoiaen frit spil. Én ting virker dog for dumt og unødvendigt.

Sydkorea er det nye sort i underholdningsbranchen.

Filmen 'Parasite' åbnede ballet i 2019, siden overtog tv-serien 'Squid Game' og nu har TV 2 altså købt et nyt reality-format fra Sydkorea med den lidt dovne danske titel 'Spillet' (Der er lidt mere schwung over originaltitlen 'Bloody Game').

'Jaxstyle', Anna Lin, Vicki Berlin og 'Skinz' i 'Spillet'.
'Jaxstyle', Anna Lin, Vicki Berlin og 'Skinz' i 'Spillet'. Foto: Sille Serup / TV 2
Vis mere

12 kendte danskere lukkes inde i en flere etagers luksusbolig, hvor de over 12 dage drives til vanvid i en række psykologiske spil, mens de løbende bliver bedt om at stemme hinanden ud.

Ligesom i 'Forræder' glemmer de lynhurtigt, at der bare er tale om et spil, og det er fra start af dybt underholdende at se dem danne alliancer, hviske i krogene og gå så meget op i det, at de klynker over svedige håndflader og ondt i maven.

Standupkomiker Oliver Stanescu lyser fra start af op som et af de nye reality-ansigter.

Han har netop overskud til at forstå, at det hele bare er en leg, og det er sjovt at se, hvordan han hygger sig med at stemme sine modstandere ud, mens en deltager som skuespiller Vicki Berlin ikke har forstået, hvad hun har sagt ja til.

Standup-komiker Oliver Stanescu i 'Spillet'.
Standup-komiker Oliver Stanescu i 'Spillet'. Foto: Sille Serup / TV 2
Vis mere

Det er generelt et stærkt cast, hvor man har blandet erfarne dramatikere som Jim Lyngvild og Irina Olsen med forsigtige reality-debutanter som psykolog-forfatteren Glenn Bech.

Og der er fart på!

Deltagerne har nærmest kun lige hilst på hinanden, før den første udstemningsrunde går igang

Og netop som i 'Forræder' er det fascinerede at se dem stille og roligt bryde den overhøflige skal og indse, at man bliver nødt til at stikke hinanden i ryggen.

Foto: Sille Serup
Vis mere

To steder skiller 'Spillet' sig ud fra lignende formater.

For det første er der ingen vært. Spillet styres af en talende kugle, der sjovt sætter en skræk i livet på deltagerne, hver gang den starter en ny besked med uhyggelig musik.

Dernæst har man et panel bestående af fire andre kendte danskere, der undervejs kommenterer på, hvad deltagerne gør - og her bliver det desværre for dumt.

Ja, faktisk giver det næsten ikke mening.

De fire paneldeltagere er podcastvært Christian Bonde, komiker Natasha Brock, tv-vært Sarah Grünewald og hjerneforsker Peter Lund Madsen.

Jeg bifalder, at man vil prøve noget nyt, men det er reelt kun Peter Lund Madsen, der med sin professionelle indsigt i menneskets natur siger ting af værdi.

De tre andre, der jo ligeså godt kunne være deltagere i spillet, bidrager kun med indlysende kommentarer og ligegyldige udbrud om, 'hvor spændende det er at følge med i 'Spillet'.

Det er fint med et ekstra lag i programmet, men indtil videre får de desværre alt for meget skærmtid i forhold til hvad de kan bære.

Det af vejen kommer 'Spillet' dog flyvende fra start!

Det er fedt, at der nærmest konstant er plot-twists, man har sammensat et stærkt cast, der tør give noget af sig selv, og selvom der bare er tale om let underholdning, ligner det et nyt reality-hit fra TV 2.