Der blev spillet på de helt store strygere i 23. afsnit af 'Tinka og Kongespillet', hvor særligt én scene nærmest var til at tude over.
Tinka har vundet! I en lidt klodset, men tempofyldt fægtescene mod Ingi-trolden lykkedes det til sidst vores helt at vinde kampen om tronen.
»Jeg slog din far ihjel,« tordnede Ingi, og så gik det rollespils-slag-i-slag med en passiv – men altså god – prins Filias som tilskuer, indtil den onde trold måtte overgive sig.
Falke ramte plet med sin bue, men blev derefter lidt for nemt væltet omkuld. Hun havde i starten svært ved at få sigte – kunne hun ikke bare have flyttet sig?

Tinka var heller ikke for smart at vende ryggen til Ingi, da hun første gang var slået ud. Fair nok at hun ikke slog Ingi ihjel – det havde nok også været for voldsomt – men lidt bedre opsyn havde nok været at fortrække.
Men, men, men: Disse småfejl bærer vi over med, for nu er det tid til nye demokratiske tider i nisseland.
»Som på efterskolen,« skar Falke det ud i pap for de yngste seere – og ja, som de unge nisser lærte i et tidligere afsnit, så findes der et humanistisk alternativ til enevældet. Så langt så godt.
23. afsnit vil huskes for særligt to rørende scener.
Hele julekalenderen har Peter Gantlzer spillet den hårde nissefar Aamund, der udlever sine ambitioner igennem sin datter.
Det kulminerede i afsnit 19, da Aamund slog hånden af Falke, og derfor virkede det utroligt stærkt, da far og datter efter sejren over Ingi blev forenet.
»Jeg har aldrig været mere stolt af dig, end jeg er nu,« lød det fra trænissen – og jeg må indrømme, at lige der gav noget så ufarligt som en julekalender mig en klump i halsen.
Derudover sluttede 23. afsnit selvfølgelig med den vigtigste cliffhanger. Hvordan ender det med Tinka og Lasse?
Den betuttede menneskedreng tog i afsnittets anden rørende scene afsked med Tinka, som han ikke føler, han kan leve op til.
Som Hjalmer synger, er han jo bare en 'bondedreng i et kongespil', så med våde øjne gjorde Lasse altså klar til at forlade nisseland og fortsætte efterskolelivet som tredjehjul hos Pelle og Olivia. Trist.
Nu venter det store juleaftensafsnit i morgen.
Mon ikke det hele ender godt.


