Kan man både være direktør for en fagforening, der skal varetage alles interesser, og være direktør i en forening, der tager penge for at forhandle individuelle kontrakter på plads?

Det spørgsmål er i den grad blevet relevant, efter Mads Øland er blevet direktør for Counter-Strikes globale spillerforening, CSPPA.

Den mangeårige direktør i Spillerforeningen står nemlig i spidsen for to forskellige virksomheder – Counter-Strikes globale spillerforening, CSPPA, og foreningen Dansk Elitesportsudøveres Forening (DEF-Sport), der blandt andet leverer agentydelser til individuelle spillere.

Nu kan B.T. så fortælle, at DEF-Sport med Mads Øland i spidsen scorer millioner af kroner ved at agere agent for individuelle spillere. Som modbetaling tager firmaet fem procent af spillernes årsløn.

Det bekræfter flere uafhængige kilder over for B.T.

Men før vi dykker længere ned i det, skal vi spole tiden lidt tilbage.

I januar skiftede Mads Øland nemlig endegyldigt bane, da han efter knap 30 år som direktør for de professionelle danske fodboldspilleres fagforening, Spillerforeningen, i stedet blev direktør for den globale Counter-Strike-spillerforening, The Counter-Strike Professional Players' Association (CSPPA).

Her har han arbejdet for bedre rettigheder til spillerne og i den forbindelse blandt andet fået indført en sommerpause og vinterpause, hvor der i en periode ikke bliver spillet turneringer. Det skete som et led i at få lempet turneringspresset, som mange på den professionelle scene har skreget efter.

Astralis-spillerne betaler fem procent af sin årsløn til foreningen DEF-sport, der tjener millioner på at forhandle kontrakter på plads for spillerne.
Astralis-spillerne betaler fem procent af sin årsløn til foreningen DEF-sport, der tjener millioner på at forhandle kontrakter på plads for spillerne. Foto: Blast Pro Series
Vis mere

Derudover har de også arbejdet for at få indført såkaldte minimumskontrakter, der sikrer, at alle spillere får en fair og mere standardiseret kontrakt, end tilfældet har været hidtil.

Alt sammen et arbejde, der stemmer overens med jobbet som spillerforening. Ved siden af det står han også i spidsen for DEF-Sport, der tjener penge på individuelle spillere.

B.T. har således talt med flere uafhængige kilder, der fortæller, hvordan personer, der både arbejder for CSPPA og DEF-Sport, har tilbudt at forhandle individuelle kontrakter på plads for spillere, som i modydelse betaler fem procent af deres årsløn til repræsentanterne.

Det er således ikke alle, der har en individuel agent til at forhandle for sig, og derfor er Mads Ølands folk i flere tilfælde trådt til med ikke kun rådgivning gennem CSPPA, men også som reelle forhandlere mod betaling gennem DEF-Sport.

Det har de blandt andet gjort for de danske Astralis-stjerner siden 2017, der hver især tjener millioner om året og dermed genererer et større millionbeløb.

»De ansatte i DEF-Sport løser de opgaver, som foreningen beder dem om. Og det får de deres sædvanlige løn for. Intet andet. Det er korrekt, at DEF-Sport har valgt at have managementrådgivning som et tilbud,« siger Mads Øland til B.T.

På DEF-sportss hjemmeside skriver de følgende om sig selv:

‘Danske Elitesportsudøveres Foreningen er en uafhængig forening, som varetager de danske elitesportsudøveres sportslige såvel som sociale og økonomiske interesser.’

Foto: Blast Pro Series
Vis mere

De to virksomheder har således den samme adresse registreret, ligesom infrastrukturen på de to virksomheder i den grad ligner hinanden. Mads Øland er nemlig direktør for både CSPPA og DEF, mens Michael Døi både er juridisk rådgiver i DEF og vicedirektør i Counter-Strikes spillerforening.

Men det er ikke kun i Counter-Strike, at det forholder sig sådan.

I mange spillerforeninger både i Danmark og i udlandet har man således en agentvirksomhed tilknyttet, men her der tale om en agentydelse til de bedste spillere i ikke blot ét land, men i hele verden.

Spillere, der derudover får lønninger på op mod flere hundredetusinde kroner om måneden. Altsammen noget, der stiller spørgsmålstegn ved, om dobbeltrollen kan ende med at give en interessekonflikt.

B.T. har forholdt oplysningerne til direktør Mads Øland, der udtaler:

»Det er sædvanligt for en del spillerforeninger i Europa at tilbyde managementrådgivning til sine medlemmer, som en ekstra service. Ikke alle gøre det, men mange gør det, og DEF-Sport har altså også valgt at gøre det. Det er op til medlemmerne i en spillerforening selv at beslutte, hvilken rådgivning foreningen skal give.«