Brentford er kommet flyvende ud efter coronapausen med fire sejre i rap, og tirsdag var det så Charltons tur til at møde maskineriet med en dansker som cheftræner.

Og det blev med hiv og sving til fem ud af fem for Brentford, der startede kampen med Mads Roerslev, Mathias Jensen og Christian Nørgaard på banen, mens Henrik Dalsgaard og Emiliano Marcondes kom på banen i anden halveg.

For selv om det for første gang siden genstarten lykkedes modstanderne at score på Brentford, fik mandskabet med de mange danske spillere i truppen lavet et forrygende comeback og sikrede alle tre point.

Brentford-stjernen Said Benrahma udlignede Charltons chokstart, da han i det 75. minut scorede på straffespark, og med fem minutter tilbage af kampen kom forløsningen, da Ethan Pinnock scorede til 2-1.

Sejren til Thomas Franks tropper betyder, at Brentford igen har lagt maksimalt pres på de to tophold West Bromwich og Leeds, der lige nu står til at tage de direkte pladser til Premier League.

Afstanden til Leeds er tre point, mens der kun er to op til West Bromwich.

Begge mandskaber har dog spillet en kamp færre end Brentford, der nu stort set har sikret sig en play off-plads med fire kampe tilbage.

West Bromwich og Leeds skal begge i kamp i de kommende to dage.