Han har efterhånden været inde i snakken utallige gange. Snakken om at være den absolut bedste spiller i verden.

For ligesom fodboldspillere som Cristiano Ronaldo og Lionel Messi år efter år også hungrer efter at kunne blive kaldt netop det, så er det også, hvad den danske Astralis-stjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz drømmer om.

»Det er nogle samtaler, som jeg har med mine nære i forhold til, hvordan jeg gerne vil have min karriere til at se ud, når jeg er færdig. Mit eftermæle. Det er noget af det, jeg snakker allermest om. Nu er jeg også snart 26. I fodbold ville jeg toppe nu, men i Counter-Strike ved man ikke helt, hvor man er henne i dag,« siger den 25-årige verdensstjerne.

De seneste seks år har han været at finde på top-5-listen over verdens bedste Counter-Strike-spillere, men det er endnu ikke blevet til en eneste førsteplads.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz har stadig målet at blive kåret til verdens bedste spiller.
Nicolai 'dev1ce' Reedtz har stadig målet at blive kåret til verdens bedste spiller. Foto: Astralis Group
Vis mere

De seneste to år er prisen eksempelvis gået til den franske megastjerne Mathieu 'ZywOo' Herbaut, mens danskeren har måttet tage til takke med to tredjepladser.

Og selvom 'dev1ce' ikke helt vil sige det eksplicit, så skinner det igennem, at han for alt i verden gerne vil opnå at vinde lige præcis den titel.

»Det er ikke noget, som jeg føler, er en plet på straffeattesten, fordi jeg føler, at mine andre bedrifter står ret skarpt. Men det er helt sikkert noget, jeg gerne vil. Alle vil jo gerne nå at være den bedste spiller i verden. Specielt når man har været tæt på mange gange,« siger han.

De mange titler sammen med hans hold taler da også deres tydelige sprog.

Med fire Major-triumfer er han på det parameter længder foran både 'ZywOo' og den anden store verdensstjerne Oleksandr 's1mple' Kostyliev. Ingen af dem kan prale af en eneste Major-titel – det største man kan vinde i Counter-Strike.

På de individuelle parametre har de dog udvist tårnhøjt niveau, der har gjort det svært for danske 'dev1ce' at vippe dem af pinden.

Han kom tættest på i 2018, hvor det blev til en andenplads. Et år, der stadig sidder i Astralis-spilleren.

»Jeg vil sige, at 2018 er stadigvæk et hårdt år at tænke på, fordi jeg føler, at jeg klarede det rigtig godt, men 's1mple' var bare bedre. Jeg er også ret sikker på, at han på et eller andet tidspunkt rammer lidt et 'off-år'. Det tegner ikke til at blive i år, men jeg føler selv, at jeg kan performe på samme niveau de næste tre år mindst.«

'dev1ce' (i midten) er Astralis' helt store stjerne.
'dev1ce' (i midten) er Astralis' helt store stjerne. Foto: Astralis Group
Vis mere

Derfor forsøger han nu også at få ændret sin formkurve lidt. Den 25-årige stjerne har nemlig haft en tendens til at toppe sent på året, men i år har han været særlig opmærksom på at starte året godt ud.

»Så det er jeg ved at finde ud af, hvordan jeg rammer det høje niveau tidligere på året, så jeg kan holde mig inde i den snak. For det er vigtigt. Det går hånd i hånd med holdspillet. Har du den bedste spiller på holdet, er du også tæt på at være det bedste hold i verden.«

Fokus er derfor på at overstråle alle og slå sig fast. Som det bedste hold – og den bedste spiller.

»Der er ikke nogen, der skal komme tæt på. Men det gælder også om at få den nummer ét. Det vil virkelig gøre mig glad.«