Verdensomspændende mejerigigant i alvorlig krise


En af Arlas helt store konkurrenter, verdens største mejerieksportør, Fonterra, er alvorligt på spanden økonomisk.
Det står så skidt til, at virksomheden netop har meldt ud, at aktieudbytter er droppet i år.
Det skriver Finans.dk.
Giganten regner nu med et underskud for 2019, som ligger et sted mellem 3,9 og 4,5 milliarder kroner.
Fonterra, der har base i New Zealand, har nedskrevet værdien af aktiviteter i Brasilien, Australien og Venezuela.
»Dette er hårde, men nødvendige beslutninger, vi er nødt til at tage for at afspejle dagens realiteter,« siger Miles Hurrell, direktør for Fonterra, i en pressemeddelelse, skriver Finans.
Han oplyser i samme pressemeddelelse, at krisen ikke er så dyb, at den er eksistentiel.
Han fastslår, at Fonterras cashflow fortsat er stærkt.