Snaps, sild og grønlangkål er på menuen. En julesweater med nissemænd, rensdyr og snefnug er påklædningen.

Det er højsæson for julefrokoster, og hvis du iført en farverig julesweater, der får resten af selskabet til at trække på smilebåndet, så er du ikke alene.

Lige præcis den påklædning har de to unge iværksættere nemlig skabt millionvirksomheden julesweaters.dk på.

Det var umuligt at finde fede julesweatre til sig selv og ens kæreste – det var tanken, der lå bag, da jule-sweaters.dk startede i 2016.

Det var egentlig mest for sjov, men siden har det taget fart.

»I starten syntes folk, at julesweatre var åndssvagt. Det var ikke normalt, som det er i dag. Det er nok også lidt vores skyld, det er blevet det, uden at lyde selvfed,« siger ejer Christoffer Sloth Henriksen og forsætter:

»Men vi har brugt mange år på at brede det ud, og det er fandeme fedt med en fed julesweater.«

Christoffer Sloth Henriksen ejer jule-sweaters.dk sammen med vennen Jesper Ahm Sørensen.

De to unge iværksættere lærte hinanden at kende på handelsskolen i Aarhus, og de fandt hurtigt ud af, at drømmen var at starte noget sammen.

»Vi har været bedste venner siden handelsskolen. Vi var nok ikke de mest seriøse. Vi var mere fest og farver, og det skulle være sjovt,« forklarer Christoffer Sloth Henriksen og tilføjer:

»Det betyder alt for os, at vi har beholdt humoren i vores arbejde. Det er også derfor, vi har succes med det. Vi har lært at drive seriøst forretning, men samtidig synes vi, det er megasjovt at lave, og vi elsker vores job.«

Og de har i den grad fået succes.

Virksomheden har produceret over 300.000 julesweatre i år, og der er næsten udsolgt. Det giver virksomheden en omsætning på 30 millioner kroner i år.

Det er en tredobling i både solgte sweaters og omsætning siden 2020. Og det havde de to iværksættere da heller ikke regnet med.

»Vi er meget nordjyder. Så det har taget lang tid før, vi overhovedet forstod, hallo, vi har faktisk en god idé. Det er helt vildt,« siger Christoffer Sloth Henriksen grinende.

De er dog ikke kommet sovende til succesen.

»Når man kan sælge tre gange så meget fra et år til et andet, så er det, fordi vi har taget et kæmpe personligt sats. Nogle gange er det lidt hårdt at være selvstændig. Hvis vi ikke havde solgt det hele i år, kunne det være gået meget galt. Man kan ikke tænke på andet. Det er som at have et lille barn, man hele tiden vil gøre det bedste for. Der er virkelig meget pres på ens skuldre,« fortæller han.

Selvom det lyder som et hyggeligt arbejde, understreger Christoffer Sloth Henriksen, at der altså også arbejdes, når det ikke er jul.

Han er dog ikke i tvivl om, at de tog de rigtige valg, da de satsede alt på juleprojektet.

»Det er megafedt. Nogle gange kan du godt være træt af, at der kan være meget stres på. Hvis du har en virksomhed, er der kun en lov, som tæller, og det er Murphys lov – alt, der kan gå galt, går galt. Der er hele tiden udfordringer, men når dagen er omme, og sæsonen er slut, ville jeg ikke bytte mit job for noget.«