De tre største provinslufthavne i Danmark, Billund, Aalborg og Aarhus, ser lyst på fremtiden.

Dette til trods for et tab på en halv milliard kroner som konsekvens af coronapandemien.

Det skriver Finans.dk.

For efter at grænserne i Europa er åbnet, og rejselysten blandt danskerne er tilbage, forventer man, at der vil komme godt gang i lufthavnene.

Faktisk forventer de tre provinslufthavne at komme tilbage til normale tilstande, som før corona, hurtigere end store lufthavne i Europa.

Det mener Jan Hessellund, der er adminsterende direktør i Billund Lufthavn, i hvert fald:

»Trafikken stiger i øjeblikket uge for uge. Jeg tror, vi kan overraske og få et hurtigere comeback end de store lufthavne. De har meget direkte trafik til de oversøiske destinationer, som endnu ikke er åbnet. Det har vi ikke,« siger Jan Hessellund til Finans.dk.

Hos Aalborg Lufthavn er der også optimisme at spore.

Til Finans.dk fortæller Niels Hemmingsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn, nemlig, at der er godt styr på omkostningerne, som er reduceret.

Og trods det massive underskud er Aarhus Airport klar til vækst. Lufthavnen vil nemlig lave investeringer på intet mindre end 140 millioner kroner.

Hertil udtaler Nicolai Krøyer, adminsterende direktør i Aarhus Airport, til Finans.dk, at lufthavnen er på vej med et større trafikprogram, end de havde før coronakrisen.

Det vil efter sigende betyde, at de får flere ruter end nogensinde før.