Et murerfirma med otte ansatte. Et reklamebureau med 15 medarbejdere og en industrivirksomhed i provinsen med 220 ansatte.

Danmark er bygget på et utal af små og mellemstore virksomheder. Og det sker ganske sjældent, at en ung virksomhed får så meget vokseværk, at det knirker i alle led og lemmer.

Men det er lige præcis, hvad der er sket for online-supermarkedet Nemlig.com her under coronapandemien.

Mens rejsebranchen er styrtet i grus, og restauranter kæmper for overlevelse, har coronapandemien sendt tusindvis af nye kunder ind i det rullende online-supermarked. Og for første gang leverer Nemlig.com ikke blot varer, men også et positivt driftsresultat.

Stefan Plenge, stifter, medejer og administrrende direktør i nemlig.com.
Stefan Plenge, stifter, medejer og administrrende direktør i nemlig.com. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Det er meget specielt og noget, vi i hele virksomheden er meget stolte af. Vi har hele tiden kunnet se i vores underliggende nøgletal, at det kun var et spørgsmål om at nå en tilpas stor omsætning, før vi ville lykkes med at tjene penge på driften,« siger Stefan Plenge, stifter, medejer og administrende direktør i Nemlig.com.

Resultat skal dog hverken fejres med en god flaske rødvin eller et skvæt snaps i gløggen hjemme i privaten.

»Det her er kun første step på vejen. Vi skal videre, og der er meget, der skal gøres, så jeg har ikke personligt planlagt en fejring af resultatet.«

Allerede inden coronaen ramte Danmark som en tsunami i marts i år, voksede Nemlig.coms omsætning med 22-25 procent i de første syv og en halv måned af online-supermarkedets skæve regnskabsår, der løber fra juli 2019 til august 2020.

Stifter, medejer og adm. direktør Stefan Plenge i nemlig.com.
Stifter, medejer og adm. direktør Stefan Plenge i nemlig.com. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, eksploderede omsætningen og blev tæt på fordoblet i de sidste fire og en halv måned af regnskabsåret.

Den voldsomme efterspørgsel på levering af dagligvarer til døren betyder, at Nemlig.com alene i år forventer at ansætte over 1.000 nye medarbejdere, hvilket vil bringe medarbejderstaben op på over 2.000, når vi springer ind i det nye år.

Men det har ikke været en dans på roser at komme hertil for Stefan Plenge og storinvestor og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, som hoppede med ombord på det rullende supermarked i 2013 og i dag ejer 71 procent af Nemlig.com.

Siden Stefan Plenge stiftede nemlig.com for 10 år siden, har han og Anders Holch Povlsen kæmpet med røde tal i regnskaberne.

Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen er en af Skotlands største jordbesiddere.
Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen er en af Skotlands største jordbesiddere. Foto: Aldourie Castle/PR-foto
Vis mere

Men for første gang nogensinde kunne Nemlig.com mandag præsentere et årsregnskab med et positivt driftsresultat på godt og vel 13 millioner kroner.

Bruno Christensen, konsulent og detailhandelsekspert, tvivler imidlertid på, at Nemlig.com kan holde det opgearede momentum, når coronapandemien klinger af.

»De kan ikke fortsætte fremdriften. En meget stor del af de nye kunder, der er kommet til under coronakrisen, vil vende tilbage til de fysiske butikker, når vi har fået vaccinen,« siger Bruno Christensen og tilføjer:

»Den vækst, Nemlig.com har oplevet under coronakrisen, er båret frem af angst og frygt for coronaen og en kraftig opfordring til ældre om at blive hjemme og købe ind over nettet. Når epidemien er ovre, vil hovedparten af de nye kunder igen gå ned i de fysiske butikker, hvor man kan se og røre varerne og samtidig få opfyldt et social behov.«

Uden Anders Holch Povlsen som tålmodig storinvestor var der ikke noget, der hed Nemlig.com i dag, lyder vurderingen fra Bruno Christensen.

»Men man må give dem, at de har en stærk tro på, at der er en fremtid for dagligvarer på nettet. Jeg tror bare, at det bliver Coop og Salling Group, som har samspillet mellem fysiske butikker og nethandel, der trækker sig ud som vindere af denne krig,« siger Bruno Christensen.

Stefan Plenge og Anders Holch Povlsen er imidlertid forenede i troen på, at de kan sende den forudsigelse på den historiske mødding sammen med de fysiske supermarkeders større madspild.

Anders Holch Polvsen har tidligere pointeret, at han er parat til at investere massivt i Nemlig.com, og at han og Stefan Plenge er klar til at tage kampen op med Salling Group, Coop og Amazon, hvis – eller snarere når – den amerikanske gigant rykker ind  Danmark.

Nemlig.coms stifter, medejer og adm. direktør Stefan Plenge
Nemlig.coms stifter, medejer og adm. direktør Stefan Plenge Foto: Anne Bæk
Vis mere

Stefan Plenge stemmer i.

»Der er ingen tvivl om, at vi som virksomhed skal helt op på tæerne for at fastholde de mange nye kunder, vi har fået under coronakrisen. Men med de tilbagemeldinger, vi får fra kunderne, er vi ret sikre på, at vi har et nyt fundament at vokse videre fra. Vi tror, at vi med hårdt arbejde kan fastholde en meget stor del af de nye kunder,« siger han.

»Det er vores egne midler, vi har investeret gennem årene. Det er vores egne hænder, vi har på kogepladen, og vi har en stor tiltro til, at det er det her, fremtiden kommer til at handle om.«