Forlystelsesparken Tivoli i København kaster alle kræfter ind på at få lavet en bypark foran hovedindgangen.

Hvis det står til Tivoli, skal der lukkes for biltrafik på Vesterbrogade mellem H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade i København. Dermed vil der være plads til at plante træer og andet grønt foran hovedindgangen til Tivoli.

»Vi synes, at en bypark på den strækning passer som fod i hose til de visioner, som København i øvrigt har med flere grønne opholdsrum i byen,« siger Tivoli-direktør Lars Liebst:

»Derfor tilbyder vi nu at stille os i spidsen for den fortsatte idéudvikling, som gerne skulle lede videre til et succesfuldt partnerskab mellem Tivoli, Københavns Kommune, naboerne og andre private aktører, både med hensyn til udformning, drift og finansiering.«

En sådan plan skal godkendes af byens politikere. Fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) og overborgmester Frank Jensen (S) er umiddelbart begejstrede.

»Jeg siger aldrig nej til flere træer i byen,« siger Frank Jensen.

»Første skridt er at se nærmere på trafikken og få lavet en samlet plan for hele området, så vi sikrer os, at man stadig kan komme frem og tilbage gennem byen, og der ikke opstår yderligere trængsel i området.«

»Det vil jeg gerne sætte mig i spidsen for sammen med teknik- og miljøborgmesteren,« siger Frank Jensen.

Ifølge Tivolis direktør, Lars Liebst, vil en bypark også give mulighed for cykelparkering i større skala end i dag.

Derudover vil det løse sikkerhedsudfordringer i forbindelse med arrangementer med store menneskemængder tæt på biltrafikken som ved Tivolis fredagskoncerter.

Projektet skal nu i høring hos borgere og områdets andre naboer.

Derudover skal forvaltningen og politikerne på rådhuset se på ændringer i lokalplaner og andre godkendelser.

Derudover skal man finde ud af, hvordan projektet skal finansieres.

Ud over byparken skal politikerne tage stilling til et andet initiativ.

Med arkitekten Bjarke Ingels i spidsen vil Tivoli opføre et 70 meter højt hotel på 18 etager inde i parken.

Også her skal kommunen godkende projektet.

/ritzau/