Corona-året 2020 var et mildest talt forrygende år for virksomheden Ronald, der har tidligere generaldirektør i DR Kenneth Plummer i spidsen som administrerende direktør.

Virksomheden har de seneste ni år kørt med pæne overskud på 14,4 til 33,2 millioner kroner om året, men i 2020 eksploderede overskuddet og ramte hele 171,8 millioner kroner, skriver Børsen.

Ronald lever normalt af at importere og videresælge alverdens smykker, accessories, interiør og nips samt madkasser, drikkedunke og T-shirts med Mickey Mouse, Anders And og andre figurer, som sælges på licens fra Disney, Marvel og Warner Brothers.

Men i 2020 fandt Kenneth Plummer og Ronald en sand guldkalv: Nemlig import af værnemidler som mundbind, handsker, visirer og håndsprit.

Omsætningen blev cirka firedoblet til 1,1 milliarder kroner og overskuddet efter skat steg fra 14,4 millioner kroner i 2019 til 171,8 millioner kroner.

»Vi har en helt fantastisk og stor indkøbsafdeling med 40 ansatte, som via gode kontakter var i stand til hurtigt at få fremskaffet de værnemidler, der var så stor mangel på,« siger Ronalds formand, advokat Kåre Stolt, til Børsen.

»Værnemidlerne, som vi solgte i ind- og udland til private kunder som detailkæder og offentlige kunder som sygehuse, er naturligvis en væsentlig del af det helt ekstraordinære resultat.«

Kåre Stolt udtaler sig ifølge Børsen på vegne af Ronald, da hverken Kenneth Plummer eller Ronalds ejer, Pierro Henri Børge Serena Kruse, ønsker at være virksomhedens ansigt udadtil.

Pierro Henri Børge Serena Kruse har trukket 170 millioner af årets overskud ud i udbytte.

I 2021 forventer Ronald et lavere, men dog ‘solidt positivt resultat’, fremgår det af det  af det nye regnskab.

Kenneth Plummer blev administrerende direktør i Ronald i 2013.

Keramiker Anne Black.
Keramiker Anne Black. Foto: Celina Dahl
Vis mere

Ronald har de seneste år været involveret i flere kopisager.

I 2020 blev Ronald sammen med Netto i Østre Landsret dømt til at betale 300.000 kroner i erstatning til keramikeren Anne Black, fordi Ronald og Netto havde solgt en hænge-urtepotte, der til forveksling lignede hendes produkt.