Opdatering: Nordeas kommunikationschef Javier Lopez Garrido oplyser til B.T., at problemet er løst og at kunderne nu igen kan logge ind.

Nordea oplevede lørdag formiddag tekniske problemer, skrev flere svenske nyhedsmedier.

Kunder i hele Norden oplevede, at deres bankkonti forsvandt eller var tømt for penge, når de tjekkede bankens app. Andre kunne slet og ret ikke logge ind på deres konto.

Det skrev blandt andet Aftonbladet og Expressen.

»Der står, at jeg har nul kroner på min pensionsopsparing,« sagde en desperat kunde til Aftonbladet.

Danske kunder fik en melding om »midlertidige forstyrrelser i Mobilbank«, når de forsøgte at logge på.

Nordea Danmark bekræftede på Facebook, at der var problemer med deres netbank.

Banken skrev følgende kommentar til en bruger, der på Facebook skrev, at vedkommende havde problemer med netbank:

»Tak for din besked. Det er rigtigt, at vi lige nu oplever nogle midlertidige forstyrrelser i vores Netbank og Mobilbank. Vi arbejder benhårdt på at få dem løst. Indtil da, virker den »gamle« Netbank faktisk uden problemer og kan tilgås via nordea.dk.«

Bankens presseansvarlige Javier Lopez udtalte til Göteborgs-Posten, at problemerne berørte internetbanken og Nordeas Mobilapp.

»Vi har problemer med at logge ind i alle nordiske lande. Det er ikke alle, som mødes af de tekniske problemer, visse kunder kan logge in, andre ikke.«

B.T. forsøgte at få en kommentar fra Nordea.

Javier Lopez skriver lørdag eftermiddag i en mail, at problemet blev løst omkring klokken 10.

Siden da har kunderne igen kunnet logge ind som normalt.