Der er lige nu en konkurrence i omløb, hvor man via TDC kan vinde forskellige lækre tablets eller telefoner.

Alt man skal gøre er, at besvare ni spørgsmål.

Problemet er bare, at konkurrencen er fup.

Derfor har TDC Group valgt at gå ud og advare mod den falske konkurrence på Facebook.

'ADVARSEL: Falsk TDC-konkurrence i omløb! Vi oplever lige nu, at denne konkurrence dukker op på diverse hjemmesider, og tilbyder præmier fra TDC.'

'Det er ikke en konkurrence, vi har igangsat, og vi anbefaler derfor, at du ikke klikker på eventuelle links eller giver personlige oplysninger ud,' lyder det.

Opslaget er blevet lagt op for onsdag, og under det melder en person ved navn Thomas sig med en erfaring om, at han har fået den falske konkurrence, da han loggede ind på mediet Jyllands-Postens hjemmeside.

Man har også kunnet opleve at blive præsenteret for den falske konkurrence, når man klikkede rundt på BT.dk - det er dog et problem, som B.T. arbejder på at få løst.

I den falske konkurrence, der har TDC's logo påklistret, kan man læse, at der skal være tale om et kundebelønningsprogram, hvor der hver onsdag bliver udvalgt tilfældige TDC-kunder, som deltager i konkurrencen.

Her kan man vinde en iPhone XS, en Samsung Galaxy S10 eller en iPad Pro, hvis man besvarer ni spørgsmål.

Der står yderligere, at man er blandt 100 tilfældigt udvalgte, som kan vinde en af de nye telefoner.

Men der er som nævnt tale om en falsk konkurrence.