Aalborgenserne er i den grad hoppet med på surdejsbølgen. Noget, der klart kan aflæses hos byens største surdejsbageri, som går med vilde fremtidsplaner.

Surdejsbageren på Budolfi Plads fortæller, at de i løbet af i år vil åbne endnu en butik i Aalborg. Lokationen er endnu hemmelig, men det bliver uden for centrum af Aalborg, fortæller ejer Henrik Bruse Skougaard.

»Mange synes, det er træls at skal helt ind til midtbyen for at få vores brød,« siger han.

Udvidelsesplanerne stopper dog ikke her. Surdejsbageren har nemlig også planer om at åbne en butik i en anden nordjysk by. Også her er lokationen hemmelig, men det forventes ligeledes at ske inden årets udgang.

Henrik Bruse Skougaard kommer også i den nærmeste fremtid til at bage uden for nordjyllands grænser. Til næste år har Surdejsbageren planer om at åbne en butik i København, fortæller ejeren.

»Jeg drømmer ikke om at have en kæmpestor bagerkæde, men jeg vil gerne have et par butikker mere. Jeg har ikke en millionærdrøm, men vil gerne have en velfungerende forretning og lidt ekstra til mig selv,« siger Henrik Bruse Skougaard.

Succesen hos det populære aalborgensiske bageri er til at få øje på.

Siden september sidste år har Surdejsbageren øget sin omsætning med 50 procent. Derudover er de siden butikkens åbning i 2019 gået fra seks til i dag 22 ansatte.

Oprindeligt havde bageriet i Aalborg lokaler under café AKTUEL, men er siden flyttet i større lokaler på toppen af Budolfi Plads.