Det er ikke sjovt at være ejer af storcentre for tiden.

I hvert fald ikke for franske Klépierre, der blandt andet ejer Field's i København, Bruuns Galleri i Aarhus og Bryggen i Vejle. Det skriver Finans.dk.

For det fosser ud med milliarder i selskabet. I et nyt årsregnskab præsenterer de et underskud på bundlinjen på 931 millioner euro. Det svarer til omkring 6,9 milliarder danske kroner. Samtidig er omsætningen faldet med omkring 8,4 milliarder kroner.

Underskuddet er en markant forringelse i forhold til 2019, hvor Klépierre præsenterede et overskud på 2,7 milliarder kroner. Men meget har også ændret sig for virksomheden, der er én af Europas største storcentreoperatører, for coronapandemien er den helt store årsag til nedgangen.

Ejerne bag Bruuns Galleri er ramt af milliardunderskud. Foto: Scanpix
Ejerne bag Bruuns Galleri er ramt af milliardunderskud. Foto: Scanpix Foto: Brian Rasmussen
Vis mere

'I 2020 blev de fleste af Klépierres aktiviteter påvirket af pandemien og de dertil knyttede begrænsninger overalt i Europa, hvilket førte til en virtuel stilstand ved indkøbscentre i visse regioner,' skriver virksomheden i en meddelelse.

Derudover har de været nødsaget til at nedskrive værdien på mange af centrene for i alt 11,6 milliarder kroner. Blandt andet er Field's blevet nedskrevet med 195 millioner kroner.

Selskabet står bag storcentre i mange forskellige lande, og det er i Skandinavien, de oplever det mindste tab. Her bliver 97 procent af huslejen betalt, mens det største tab skal findes i Italien, hvor kun 75 procent af lejeudgifterne forventes at blive betalt.

Selvom den franske gigant betegner sig selvom finansiel solid på trods af milliardunderskuddet, så afhænger fremtiden i høj grad af, hvor længe nedlukningsperioden varer. Forventningerne til 2021 er lige nu baseret på, at restriktionerne for butikslivet ophæves senest i slutningen af marts.