Coronakrisen er særdeles hård kost for rejse-, turist- og oplevelsesbranchen.

Nu varsler den danske hotelvirksomhed BC Group, som blandt andet står bag Bella Center og Bella Sky, sin anden store fyringsrunde i år.

Det oplyser BC Group i en pressemeddelelse, skriver Finans.dk.

Det er ikke mere end et halvt år siden, at virksomheden måtte sige farvel til mere end 300 ansatte.

Det var tilbage i marts måned.

Nu står 75 medarbejdere til at miste deres job.

BC Group oplyser, at fyringerne er en del af en langsigtet plan, som er blevet til efter »gode og konstruktive dialoger med virksomhedens udlejere og bank.«

»Vi er overordentlig glade for den plan, der er udarbejdet. Det giver stabilitet og vi kan koncentrere os om at se fremad igen. Når det så er sagt, har det en pris at være i en branche, som udover at være ekstraordinært ramt af krisen, også er meget længe om at være oppe på fuld kraft igen,« udtaler topchef Allan L. Agerholm i pressemeddelelsen.

Han understreger dog, at virksomheden heller ikke denne gang undgår at skære i medarbejderstaben.

»Til trods for positive takter fra udlejere og bank, betyder det helt enkelt, at vi på den korte og mellemlange bane, har for mange kollegaer. Vi er derfor nødsaget til at tilpasse organisationen til den forventede situation, og må desværre tage afsked med cirka 75 gode kolleger ved udgangen af august måned,« siger topchefen.

Holdingselskabet bag BC Hospitality Group, BCHG Holding, har ifølge Finans. dk netop fremlagt sit regnskab for 2019.

Det viser et underskud på knap 20 millioner kroner.

Det får ledelsen af holdingselskabet til at udtrykke bekymring for den fremtidige drift. Her er det blandt andet afgørende, hvordan coronavirussen udvikler sig, om restriktionerne fortsætter, om der er hjælpepakker, og hvordan den samlede økonomi udvikler sig.

BC Group ejer blandt andet Bella Center, Copenhagen Marriott, Bella Sky og Crowne Plaza Copenhagen Towers i København.