Efter mange år med store underskud har det hæderkronede Skodsborg Kurhotel nord for København fået ny direktør.

Mai Kappenberger er med kort varsel fratrådt stillingen og er blevet erstattet af 49-årige Susanne Åberg, skriver branchemediet standby.dk.

Augustinus Fonden, som har ejet Skodsborg Kurhotel i omkring 25 år, har flere gange måttet give det skrantende hotel en hjælpende hånd. De sidste 12 år har der været røde tal på bundlinjen, og alene de sidste seks år har kurhotellet tabt mere end 90 mio. kroner, skriver Finans.

»Det er rigtigt, at økonomien ikke er god, men vi har fået forbedret den og arbejdet med Skodsborgs transformation. Der er stadig nogle store investeringer forude, men Augustinus Fonden har gjort fantastisk meget for dette unikke sted,« siger den afgående direktør, Mai Kappenberger, til standby.dk.

Skodsborg Kurhotel har givet underskud de sidste 13 år.
Skodsborg Kurhotel har givet underskud de sidste 13 år. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

'Med min kommercielle baggrund og min store erfaring fra hotel- og oplevelsesbranchen føler jeg mig godt rustet til denne opgave,' siger Susanne Åberg om udsigten til at genrejse det økonomisk trængte kurhotel, i en pressemeddelelse.

Skodsborg Kurhotel blev grundlagt i 1898.