Har du ikke opdateret Microsoft Windows på din pc for nylig, så kan det måske være en god idé at få det gjort.

Et nyt sikkerhedshul i teknologiselskabet Intels processorer kan nemlig risikere at give hackere adgang til dine personfølsomme data.

Det er it-sikkerhedsfirmaet Bitdefender, der har offentliggjort ny information om sikkerhedshullet hos teknologiselskabet Intel, der med en markedsandel på 80 pct. står bag langt de fleste chips til computere på markedet.

Løsningen fra Intel kunne dermed være at udskifte samtlige chips. Men det har dog vist sig, at hackerne kan stoppes på en lettere måde.

Problemet opstår når Intels processorer fra 2012 og frem, bliver kombineret med styresystemet Windows fra Microsoft.
Problemet opstår når Intels processorer fra 2012 og frem, bliver kombineret med styresystemet Windows fra Microsoft. Foto: Mike Blake
Vis mere

Der er nemlig kommet en ny Windows-opdatering, der blev sendt ud i juli, og ifølge sikkerhedsforsker hos Bitdefender, Bogdan Botezatu, er det eneste, man som forbruger selv kan gøre i øjeblikket, at opdatere til den nyeste version, fortæller han til Finans.

Sikkerhedshullet berører alle Intels processorer fra 2012 og frem, og det opstår, når processorerne bliver kombineret med styresystemet Windows.

Hackerne anvender en funktion i processorerne, der forsøger at forudsige instruktioner, den endnu ikke har modtaget.

Ved at angribe processorerne kan hackerne dermed få adgang til dine personlige data. For at udføre den type hackerangreb kræver det dog en stor viden om moderne processorer.

Hvis Intel selv skal løse problemet, så skal alle de berørte chips udskiftes. Med en opdatering til Windows kan du dog selv lukke sikkerhedshullet.
Hvis Intel selv skal løse problemet, så skal alle de berørte chips udskiftes. Med en opdatering til Windows kan du dog selv lukke sikkerhedshullet. Foto: RITCHIE B. TONGO / JAGADEESH NV
Vis mere

I januar 2018 blev to forskellige sikkerhedshuller af samme type offentliggjort under navnene Spectre og Meltdown. Ligesom med det nyeste og endnu unavngivne sikkerhedshul var der også dengang mulighed for, at hackere kunne få adgang til dine password og andre private informationer.

Det nye sikkerhedshul blev opdaget allerede for et år siden, men ifølge Bogdan Botezatu var det nødvendigt at vente til nu med at offentliggøre det:

»Vi har holdt det hemmeligt og talt med Intel om det. Men fordi de ikke selv kan gøre noget, skulle de finde løsninger sammen med deres teknologipartnere, for eksempel Microsoft,« udtaler han til Finans.

Da problemet med sikkerhedshullet kun opstår, når Intels processorer bliver kombineret med Windows, så er Mac-computere ikke berørt af problemet.