Antallet af langtidsledige er steget markant det seneste år, og det er især personer mellem 60 og 64 år samt ikkevestlige indvandrere, der har stået uden for arbejdsmarkedet i størstedelen af det seneste år.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
»Da coronakrisen brød ud sidste år, var der en masse nyledige, der kom ind i køen af ledige. Det betød, at andelen af nyledige faktisk faldt,« siger Erik Bjørsted, der er cheføkonom ved AE.
»Men efterhånden som krisen trak ud, stod folk længere og længere tid i ledighedskøen, og derfor har vi set en ret markant stigning i andelen af langtidsledige.«
I maj i år var der cirka 35.000 langtidsledige. Det er en stigning på omkring 12.400 siden marts 2020, hvor coronavirusset for alvor begyndte sit indtog.
Man indgår i statistikken over langtidsledige, hvis man har stået uden arbejde i mindst 80 procent af tiden det seneste år. Det svarer til knap ti måneder.
/ritzau/


