Da klokken slog 00 natten til tirsdag, åndede de fleste danskere lettet op. Væk var restriktioner, og det ofte forhadte mundbind kunne nu brændes eller smides i skraldespanden.

De 220 medarbejdere i BKI foods, der producerer kaffe, skal dog holde mundbindet i lommen lidt endnu.

Virksomheden har nemlig valgt at fastholde restriktionerne.

»Vi er en produktionsvirksomhed, og vi producerer cirka 60 tons kaffe om dagen. Det er en stor udfordring for os, hvis smitten spreder sig til medarbejderne, for så kan vi ikke producere vores varer,« siger Steen Kampmann Johansen, der er HR-chef i BKI foods, og fortsætter:

»Derfor har vi valgt at sige, at vi fortsat må beskytte os bedst muligt. Det vil sige, vi fastholder kravet om mundbind, vi holder afstand, spritter af, og vi undgår unødige gæster.«

Risteriet har indtil nu kun haft én enkelt smittet medarbejder, og virksomheden frygter derfor, at de andre medarbejdere vil lægge sig syge samtidig, hvis smitten først spreder sig.

»Det ville have økonomiske konsekvenser for os. Vi har aftaler med vores kunder om levering, og normalt kan vi levere 99,5 % af de ordre, vi får. Men hvis medarbejderne pludselig bliver syge, så kan vi ikke levere, og så risikerer vi store bøder,« fortæller Steen Kampmann Johansen og uddyber:

»Hvis vi for eksempel kører en kampagne i en stor dagligvarekæde og så ikke kan levere kaffen til den kampagne, så har vi en stor udfordring.«

Steen Kampmann Johansen fortæller, at der ikke har været modstand fra medarbejderne efter det fortsatte mundbindskrav.

»Der er stor forståelse fra medarbejdernes side, de ved godt, hvilke økonomiske konsekvenser, det har, hvis vi ikke kan levere som aftalt,« siger han.

Og virksomheden har godt kunnet mærke coronakrisen presse.

Normalt leveres BKI kaffe til mange hoteller, restaurationer og virksomheder – men når de er lukket ned, drikkes der ikke mange kopper.

»Det har betydet, at vi har været nødt til at spare. Heldigvis har vi ikke fyret nogen, og det var også det, vi gik efter fra start. Men vi glæder os til, det bliver mere normale forhold igen,« siger Steen Kampmann Johansen.

BKI foods ved endnu ikke, hvor længe de vil fastholde restriktioner, men det bliver »så længe det er nødvendigt.« De håber, at en del af personalet vil opnå immunitet, inden de skal smide mundbindet.