Den danske formidler af jagtrejser, Rainsford Hunting, er gået konkurs.

Rejseselskabet blev begæret konkurs, da medarbejderne ikke har fået løn.

Det sker dog efter flere år med underskud i millionklassen.

Det seneste regnskab viser et tab på knap tre millioner kroner og en negativ egenkapital på lidt over 800.000 kroner. Det skriver Finans.

»Selskabet blev sat under konkurs i fredags på baggrund af nogle krav fra medarbejdere, der ikke har fået løn,« siger Anders Hauge Gløde, der er kurator fra Bech Bruun, til Finans.

De medarbejdere, der ikke har fået løn, var allerede opsagt og fritstillet inden konkursen, forklarer han videre.

Siden 2010 har Rainsford Hunting arrangeret speciallavede jagtrejser for jægere til for eksempel Sydafrika og Argentina.

På deres hjemmeside har jægere mulighed for at vælge specifikke 'jagttrofæer' – unikke dyr – som man kan jage ved hjælp af Rainsford Hunting. Herunder eksotiske dyr som en løve, brunbjørn, alligator, elefant og giraf.

Rejseselskabet er ejet og stiftet af Carsten Haagensen. Han valgte angiveligt at stifte Rainsford Hunting, da han selv er jæger og 'ville skabe jagteventyr for andre jagtinteresserede'.

Frederik Bülow står også registreret som ejer af 10 procent af virksomheden.

Det er dog ikke første gang, at et firma med Carsten Haagensen i førersædet bliver begæret konkurs. En stribe af hans andre selskaber er p.t. også under konkurs, herunder hans holdingselskab 'Haagensen Holding ApS'.

Ifølge Finans er Rainsford Hunting ikke dækket af Rejsegarantifonden, da firmaet i højere grad fungerer som et 'mellemled' og ikke et reelt rejsebureau.