Coronapandemien har ramt restaurationsbranchen hårdt, men også cateringbranchen er ramt.

Madkastellet har nemlig valgt at lade sin catering- og eventvirksomhed gå konkurs.

Det skriver Finans.

Det er M-Kastellet ApS, der er en del af Madkastellet, som virksomheden har set sig nødsaget til at lukke ned.

Virksomheden blev ellers kåret til årets cateringleverandør i 2019 efter at have leveret mad til diverse konferencer, julefrokoster og fester.

Konkursen betyder, at 48 årsværk bliver påvirket. Det svarer til 48 fuldtidsstillinger, der bliver afskediget.

Det er Rasmus Pors, som er stifter og partner i Madkastellet, der bekræfter det over for Finans.

»Vi har erklæret vores event- og cateringvirksomhed konkurs ud fra et princip om rettidig omhu. Der er ikke et marked længere for den virksomhed, vi har brugt år på at bygge op. Som ansvarlig virksomhed er vi nødt til at gøre dette, for jeg tror ikke, at vi i resten af året kommer til at se de arrangementer, som virksomheden levede af,« siger han.

Madkastellet-koncernen har restauranter i Københavns Zoo, Nationalmuseet, Den Blå Planet og Experimentarium. Virksomheden arrangerer også bryllupper.

Selskabet laver også arrangementer på steder som Kronborg Slot, JP/Politikens Hus, Tap 1 og Vega.

M-Kastellet ApS havde sidste år et underskud på 3,2 millioner kroner.

De andre dele af Madkastellet kører videre som hidtil. Herunder restauranterne, fortæller Rasmus Pors.