Det danske netsupermarked Osuma.dk har tømt pengekassen og taber stadig penge.

Det har nu fået ledelsen til at sadle om og skifte strategi. Det oplyses i en pressemeddelelse i forbindelse med deres netop afleverede årsregnskab.

Det skriver Finans.

Det er nu den lokale brugs, der fremover skal drive sortiment, priser, pakker og levere varer, som er bestilt via Osuma.dk.

Dermed vælger de selvstændige brugser selv den løsning, der passer bedst til deres digitale forretningsplan.

'Vi har erkendt, at købmandskabet bedst bor hos uddeleren,' siger administrerende direktør i Osuma Carsten Milek Pahlke i en pressemeddelelse.

Sidste år tabte selskabet bag Osuma.dk 283.000 kroner, og det var med til at sende egenkapitalen i minus.

Værre ser det dog ud for Ry-Logistik, der står for distributionen af Osumas varer. De tabte sidste år 4,1 million kroner, og deres egenkapital er nu på minus syv millioner kroner.

Den nye forretningsmodel skal dog være med til at optimere distributionen, og selskabet forventer en mere balanceret distribution der, hvor det giver mening, fortæller logistikchef i Ry-Logistik Torben Holmvang.

Det kan dog ikke komme på tale, at de to virksomheder går konkurs, forsikrer ejerne, der vil holde hånden under selskaberne. I år forventes det også, at begge selskaber går i nul.

Virksomheden ejes af Brugsforeningen Tryg, som er en del af Coop-koncernen.

Den helt store konkurrent til Osuma.dk i forhold til at levere dagligvarer til de danske hjem er først og fremmest Nemlig.com.