En forkert vurdering har kostet PFA Pension, og derigennem tusindvis af danskere, dyrt.

Investeringen blev ellers vurderet som lavrisiko, da PFA i 2018 smed tre milliarder kroner i en juniorobligation i det danske flyleasingselskab Nordic Aviation Capital.

Men coronapandemien gjorde investeringen til en særdeles dårlig en af slagsen, og det har nu resulteret i, at 0,5 procent af PFA-kundernes opsparing er tabt, skriver Finans.dk.

»Det er det største tab, PFA har haft på en enkeltinvestering. Det er jo rigtig ærgerligt. Det har givet et tab på 0,5 procent af vores samlede portefølje,« siger Kasper Lorenzen, der investeringsdirektør i PFA til Finans.dk

PFA's kunder har cirka 600 milliarder opsparet. Og det er et bredt snit af kunder, der er blevet ramt af den fejlslagne investering.

Det skyldes, at investeringen blev vurderet som lavrisiko, hvorfor den har været en del af mange kunders portefølje.

Kasper Lorenzen er ærgerlig over tabet, men påpeger, at det samlede afkast for alternative investeringer hos PFA i 2021 landede på 16,3 procent.

Investeringsdirektøren fortæller, at man ikke vil afstå fra at smide et lige så stort beløb i et lignende firma en anden gang, men at man vil tænke sig om en ekstra gang.