Efter den første coronanedlukning i 2020 var humøret højt hos de aktionærer, der havde lagt deres penge i teknologi- og vækstaktier.

Men nu er skuden vendt. Det skriver Berlingske.

Ifølge chefredaktøren på Euroinvestor, Simon Richard Nielsen, har de seneste måneder kostet dyrt.

Flere af de selskaber, hvis aktier efter første nedlukning steg mest, er nemlig allerede faldet 30 til 50 procent – og der er risiko for, at vi kun har set begyndelsen, lyder prognosen.

»Det drejer sig om alle de aktier, der steg helt vildt i 2020. Det er den type virksomheder, der ikke nødvendigvis tjener penge, men som markedet i 2020 virkelig troede på,« siger Simon Richard Nielsen til B.T.:

»Og det, der viser sig nu, er, at de er blevet overvurderet af markedet.«

I forlængelse heraf fastslår han, at det ikke gælder alle vækstaktier.

De store techvirksomheder – herunder Apple, Meta Platforms (tidligere Facebook) og Alphabet (Google) – både tjener godt og er sunde aktier. Også i 2022.

»I marts 2020 faldt aktierne generelt meget. Her var der mange, der tog chancer og købte en masse risikable aktier – der har simpelthen været en hype omkring dem,« siger Simon Richard Nielsen:

»Og når tilpas mange gør det, så stiger værdiansættelsen.«