»Ja, jeg har lagt min opsigelse.«

Sådan lyder det fra Luca Pristed, der er talsperson for National Arbejdsnedlæggelse – og nu tidligere sygeplejerske på Rigshospitalet.

Mandag udtalte han til Ritzau, at han »trækker sig fra et sundhedsvæsen, som er ved at vælte og bryde sammen.«

Og som sagt så gjort.

Tirsdag morgen lagde Luca Pristed sin opsigelse.

»Det er resultatet af en lang kamp. Manglende ressourcer, ti ugers konflikt i sommer, indgreb i den lovlige strejke. Vi har råbt højt længe,« siger han:

»Vi er stadig ikke blevet hørt.«

Gruppen National Arbejdsnedlæggelse har som en del af protesten mod deres løn- og arbejdsvilkår, opfordret sygeplejersker landet over til at sige op.

»I sidste ende må nogen sige fra. Jeg vil kalde det et kollektivt »at sige fra«. For det er det, vi gør – vi siger fra,« siger han.

Og noget tyder også på, at flere har valgt at følge Luca Pristeds eksempel.

»Mange har kontaktet mig og fortalt, at de har opsagt deres stilling,« siger han:

»Men jeg anbefaler faktisk folk, ikke at stå frem. Jeg tror det er bedst, at vi venter og ser hvor mange opsigelser der er kommet.«

Men du står jo selv frem med opsigelsen. Hvorfor råder du andre til det modsatte?

»Nogen skal stå frem. Det har jeg selv valgt, men det er en stor omvæltning at sige op,« siger han og fortsætter:

»Får det en konsekvens for mig, må jeg tage det med.«

Luca Pristed fastslår, at det ikke handler om utilfredsheden ved selve jobbet på hospitalet, men arbejdspresset og de manglende hænder.

»Det ikke kan blive ved, når rammerne ikke er der for hverken os eller patienterne.« siger han.

Derfor beskrives opsigelsen også som »en lettelse.«

Og afskeden tirsdag kom heller ikke som nogen overraskelse.

»Jeg har løbende talt med min leder, jeg har gode kollegaer og de er støttende i den kamp jeg tager. Der er mange, der har udvist forståelse for hvad jeg laver og hvorfor jeg gør det.«

Nu venter nye udfordringer. Denne gang ikke i den offentlige sektor.

»Det er min oplevelse, at der er masser af job at få.«

Luca Pristed gæster B.T. Live i morgen, onsdag. Følg med på Facebook klokken 16:00.